Selv incest kan tilgives
Jonna Theede havde ikke kontakt med sine forældre i 10 år, efter at hun som voksen blev klar over, at hendes far havde misbrugt hende. Men så mødte hun Jesus og lærte, hvor vigtigt det er at tilgive.Da fortrængte minder om incestovergreb i barndommen væltede op i Jonnas Theedes sind, afbrød hun al kontakt med sine forældre i 10 år. Men et møde med Jesus hjalp Jonna til at tilgive, og hun nåede at blive forsonet med begge sine forældre, kort før de døde.
En dårlig fornemmelse i maven. Sådan er Jonna Theedes beskrivelse af den dominerende følelse i hendes barndom. Stemningen i hjemmet med mor, far, to mindre brødre og Jonna var alt andet end munter, fri og hjertelig.
– De minder, jeg har fra mit barndomshjem, står i skærende kontrast til, hvad jeg så hos andre børn, når jeg legede i deres hjem. Her måtte vi løbe op og ned ad trapperne, mens vi grinede, og vi måtte lege i haverne. Følelsen af at være i en helt anden verden var tydelig. Det var som et eventyr, jeg vidste, ville slutte, når det var tid til at løbe hjem til aftensmaden.
– Mine forældre ville have fred om aftenen, hvorfor vi spiste tidlig aftensmad. Kl. 18.00. Præcis. Måltidet blev indtaget i 100 procent ro. Vores mor sad ikke sammen med os børn og min far ved bordet, men havde udvalgt sig en plads i et hjørne, væk fra os andre, hvor hun kunne sidde med sin tallerken på bordet ved siden af vasken og kigge ud af et vindue, mens hun spiste. Hun sagde aldrig noget under måltidet.
– Min far læste avis, og han var helt væk bag de store avissider. Det var unaturligt for mine brødre at sidde stille så længe, så det endte altid med, at den ene af dem fnisede. Når man ikke må grine, er det svært at holde sig.
– Fnisene bredte sig selvfølgelig til den anden bror, og jeg prøvede at tysse på dem, men når de først var kommet i gang, hjalp det ikke. Så skete det uundgåelige. Min far sænkede avisen, så indædt vred ud, slap avisen i den højre side og gav mine brødre hver en lussing, mens han fnyste vredt og larmende foldede avisen tilbage i læsefolderne igen. Min ene bror græd, den anden bed det i sig.
– Jeg kiggede altid hen på min mor i et håb om hjælp – men hun kiggede ud af vinduet eller børstede usynligt støv af sit forklæde. Hun kiggede aldrig hen mod os og så ud, som om hun ikke var til stede. Jeg husker følelsen af magtesløshed.
Ovennævnte minder er kun et lille udpluk af en række beskrivelser af et mildt sagt disharmonisk hjem, som Jonna er leveringsdygtig i. De mest smertelige minder fra barndommen fortrængte Jonna dog i mange år. Først efter et intensivt terapiforløb over flere måneder var det, som om et rullegardin i hendes sind blev rullet op med et smæld, og pludselig kunne hun alt for tydeligt huske, hvad der skete, da hun som to-treårig var alene med sin far i kælderlejligheden eller i det hus, som han var ved at bygge til familien, der dengang kun bestod af Jonna og hendes forældre.
– Ude ved huset bar min far mig indimellem op på loftet til det, der skulle være førstesalen i huset. Her havde han spredt et tykt lag isolering på gulvet i et af værelserne; det var en slags knust kork og sjovt at kravle rundt i, og jeg kan huske, at jeg en dag lavede korksnevejr og grinede højt og glad. Min far smilede. Det gav mig for en gangs skyld en god følelse i maven.
– Til min overraskelse havde min far altid vindruer med, når vi var oppe på loftet. Vindruer købte mine forældre ellers aldrig, så til at begynde med kendte jeg dem ikke. Men det kom jeg til. For her var de. Store, lysegrønne og saftige, og min far havde lagt dem i en slags sti, så jeg kunne kravle rundt og lede efter dem.
– Den sidste vindrue lå lige ved kanten af et hul i væggen, som var indgangen til et stort, langt rum under taget. Skunken. Der var rigtig god plads derinde – og hov; her lå flere vindruer. Jeg kravlede længere og længere ind i skunken, og da den sidste vindrue var fundet, satte jeg mig op for at vende om og kravle ud igen.
– Min far var imidlertid også kommet derind, og han smilede ikke mere. Han kravlede hen
mod mig på alle fire og havde et udtryk i øjnene, jeg slet ikke kendte. Blikket og det, at han ikke sagde noget, mens han kravlede hen mod mig, gjorde mig bange.
– Han kom helt hen til mig, tog om mig og lagde mig på ryggen, mens han holdt mine små arme over mit hoved. Hvorefter han satte sig overskrævs på mig. Hvad der derefter skete havde i mange år været skjult for mig, men nu stod det pludselig tindrende klart i alle detaljer med lugte, lyde og min egen følelse af desperation.
De chokerende erindringer om sin fars overgreb satte gang i en kæde af begivenheder i Jonnas liv. Blandt andet kontaktede hun en indtil da ukendt faster, fordi hun fornemmede, at fasteren kunne have nogle erfaringer, som mindede om Jonnas egne. Og ganske rigtigt fasteren var gentagne gange blevet seksuelt forulempet af sine to brødre, og Jonnas far havde været den værste.
Den altdominerende følelse hos Jonna var i lang tid vrede. Alt det, som i årevis havde været holdt nede, væltede frem, og Jonna skrev et brev for at konfrontere sin far. Efter råd fra sin terapeut beskrev brevet detaljeret, hvad Jonna kunne huske.
– Efter min far havde modtaget og læst brevet, viste han det til min mor. Herefter ringede han til mine brødre og deres koner og inviterede dem til at komme og drikke kaffe om eftermiddagen, når de fik fri fra arbejde. Han havde noget, han gerne ville tale med dem om.
– Da mine brødre, deres koner og børn ankom, var der dækket fint kaffebord som vanligt, flødekagerne var på tallerkenerne. Herefter sendte min far brevet rundt til læsning og spurgte, om de mon troede, at jeg havde taget skade, da jeg som barn lå i respirator, siden jeg kunne finde på sådan noget.
Jonnas brødre og deres koner reagerede begge på de nye oplysninger med et forsøg på at holde sig udenfor. Ingen af dem ville tage parti, som de formulerede sig.
Den ene bror og hans familie magtede ikke at bevare kontakten til Jonna og hendes mand og børn, så dem mistede Jonna kontakten til gennem 10 år. Det samme skete i hendes relation til sin mor og far.
Kun den ene bror og hans familie bevarede hun kontakten til og måtte så nøjes med at følge med i de andres liv gennem hans oplysninger.
Med tiden begyndte Jonna at bruge mere energi på at tænke på sine forældre og det faktum, at de på et tidspunkt skulle dø. Hvordan skulle hun håndtere det, når hun nu ikke havde kontakt til dem?
– Hvis nu min far døde først, skulle jeg så komme til begravelsen? Og når jeg stod der, ville alle fra den familie, vi ellers ikke havde den store kontakt med, sikkert stå og nidstirre mig.
Men jeg mærkede, at jeg ønskede, at min far skulle dø først. Men hvis nu min mor døde først? Det var lettere på den måde, for så kom jeg simpelthen ikke! Jeg ville og kunne ikke stå ved min mors grav ved siden af min far.
Det gik op for Jonna, at hun brugte alt for meget energi på sådanne tanker, og da hun blev præsenteret for den nu afdøde kristne rådgiver og sjælesørger Brita Krarup, valgte hun at kontakte hende og fortælle om sine tanker.
Det blev til et længere samtale- og rådgivningsforløb, og en dag sagde Brita Krarup de fuldstændig utænkelige ord: Tror du, du kunne tilgive din far?
– Tilgive?! Jeg forstod slet ikke, at hun kunne spørge. Aldrig nogensinde! Alt andet men ikke ham og det, han havde gjort mod mig! Han var min far. Et barn skal kunne have tillid til sin far. At misbruge sin egen datter, mens hun var et lille barn – hvordan i alverden skulle jeg kunne blive i stand til at tilgive dét? Aldrig!
– Det måtte Brita da kunne forstå. Det var helt og aldeles umuligt at tilgive min far. Det havde han simpelthen ikke fortjent. Jeg fortalte om al min vrede og frustration og det helvede, jeg var vokset op i. Og Brita lyttede. Alvorligt. Stille. Hun var med. Jeg vidste bare, at hun forstod, hvad jeg mente, og hvordan jeg havde det. Hun forstod min vrede og min afmagt, og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved alle mine oplevelser og minder fra min opvækst.
– Brita rejste sig og tog roligt et stort, tungt og råt trækors ned fra væggen. Hun stillede korset foran mig. På gulvet. Jeg lagde mine hænder på det. Så ville hun bede over denne situation. Jeg trak vejret dybt. Havde lukkede øjne. Jeg trak korset ind til mig. Når det stod på gulvet, nåede det mig til hagen. Jeg holdt rundt om korset. Jeg blev pludselig fyldt med en helt udefinerbar ro. Jeg sad blot i stilhed og nød denne indre ro. En dyb, dyb ro!
– Brita begyndte at tale med Jesus. Roligt. Tillidsfuldt. Jeg holdt korset tættere ind til mig. Det var som at favne Jesus selv. Brita lagde alle tingene frem som de var, og sagde til Jesus, at vi ikke behøvede så mange ord. Han vidste, hvordan jeg havde det, og hvorfor. Han havde hørt det hele.
– Derfor, sagde hun, beder jeg for, at Jonna bliver i stand til at tilgive. Først når hun i kraft af sig bliver i stand til at tilgive sin far og den smerte og de svigt, hun har oplevet i sin opvækst, vil hun blive et helt menneske.
– Jeg husker faktisk ikke mere. Jeg klamrede mig til korset, følte, det var Jesus, jeg klamrede mig til, og holdt korset hårdt ind til mig, mens jeg græd og græd. Jeg hulkede højt. Jeg hulkede længe. Tårer og snot løb ned ad korset. Jeg sansede det ikke.
Brita sad stille nu. Holdt om mig. Stilhed. Guds ånd, Helligånden, arbejder nu i dig, sagde Brita.
Efter den forløsende tilgivelse kontaktede Jonna sine forældre via brev og fortalte, at hun havde tilgivet dem. Senere ringede hun og spurgte, om hun måtte komme på besøg. Hvilket hun fik et ja til.
– Jeg var pludselig blevet i stand til at se min far som to mennesker. Det ene menneske led af mindreværd og havde ting at slås med, som jeg ikke kendte til. Den anden var ham der havde misbrugt mig seksuelt. Jeg var blevet i stand til at se forskel. Jeg kunne tydeligt se min far som et menneske, der havde haft det mere end svært med sig selv. Det var jo derfor jeg ikke var vred på ham nu. Jeg havde tilgivet ham.
– Da jeg kom til deres hus og skulle op ad trappen til hoveddøren, var det som at have stået der i går. Intet var ændret. Jeg gik op og ringede på.
Bag den matterede glasrude kunne jeg se en lille lidt bøjet skikkelse komme hen for at åbne. Min far. Ham, jeg gennem alle årene havde gået og været bange for. Han var gammel og et hoved mindre end mig. Han åbnede og smilede lidt forlegent. Jeg gav ham et lille hurtigt knus og gik ud mod køkkenet, hvor jeg kunne høre min mor sidde i sit hjørne.
– Der var dækket fint kaffebord. Også som jeg huskede det. Intet var ændret. Jeg gik smilende hen til hende, gav hende et let knus og sagde hej. Jeg gik selv ud og fandt en vase til blomsterne. Alt stod som dengang. Satte blomsterne på køkkenbordet og satte mig. Min far satte sig lidt forlegent overfor mig, og der blev en lille pause, hvor jeg sendte en lille bøn opad, inden jeg sagde, at jeg syntes, vi skulle slå en streg over det, der havde været, og i stedet være sammen og være gode ved hinanden i den tid, vi måtte have sammen endnu.
– Min far nikkede og pillede noget usynligt fnug af sine bukser. Min mor nikkede bestemt og sagde højt og tydeligt ja. Og straks herefter: Værsgo. Det var tegnet til, at min far skulle skænke kaffen op. Min mor spurgte så, hvordan det gik med drengene, og derfra kørte samtalen, som om vi havde haft kontakt hele tiden.
Min far var dog grådlabil. Det undskyldte han. Han kunne ikke styre det. Det var fordi, han havde haft en blodprop i hjernen året før. Han var rolig, rar at tale med – ikke skyggen af den mand, jeg huskede som min far.
– Han og jeg gik senere ud i haven for at se den. Han havde selvfølgelig ikke de store kræfter mere, men den stod fint og velholdt, og det gav jeg selvfølgelig udtryk for.
Jeg blev i Viborg et par dage, hvor min bror og svigerinde også var med på besøg hos mine forældre en af dagene. Alt var som før. Intet forlorent, men naturligt. Dejligt! Jeg var fyldt med glæde, varme og alt godt, da jeg tog lyntoget hjem til København igen.
Kun to måneder efter dette besøg i Viborg døde Jonnas mor og i den forbindelse blev hun genforenet med den af sine brødre, som tidligere havde afbrudt kontakten. Og året efter døde hendes far men Jonna nåede at blive forsonet med begge sine forældre, inden det var for sent.
Den er på 192 sider og koster 168 kr.
Bogen har allerede været omtalt i flere
tv-programmer og aviser.
