FOR KVINDER
Moderskab er ikke for de pivede
En fortælling fra rejsen gennem jubelskrig, opkastninger og det første møde.Der er én ting, der siden tidernes morgen har knyttet mødre i hele verden sammen: kærligheden til deres børn. Men at den skulle vise sig at være så overvældende, betingelsesløs og stor, det anede jeg ikke
Hvad vil det sige at være en god mor? I et dameblad fra1958 står der: Moren skal have upåklageligt rene hænder, når hun passer sit barn. Hun skal ligeledes have et rent forklæde på; det behøver ikke nødvendigvis at være et hvidt et. I 1964 lød det: Ved forbrændinger smøres det berørte sted med et lag petroleumsgele eller brandsalve (ikke saltet smør!).
I 1967 kunne mødre blandt andet læse: Modermælk er den bedste ernæring til babyen. Drikker moren alkohol i moderate mængder, cirka et glas vin eller en øl, skader det ikke spædbarnet. De bør dog ikke ryge. Giv kun ét bryst til hvert måltid præcis hver fjerde time, altså klokken 6, 10, 14, 18 og 22. Et kraftigt barn behøver ikke at blive ammet om natten. Det tager ingen skade af at skrige et par timer, selvom det sikkert ikke har det godt med det. I forbindelse med diskussionen om, hvorvidt mænd skulle være med ved fødslen, fremkom en ekspert i 1974 med følgende udtalelse: Den fødende vil sikkert skrige højt for at vække mandens medlidenhed. Det støder ham bort, og han løber ud af fødestuen.
Jeg smiler lidt ved mig selv, mens jeg bladrer de gamle blade igennem. Det er næsten ikke til at forstå, at det kun er halvtreds år siden. Hvordan vil mødrene om andre halvtreds år mon tænke om os? Om, at vi ikke giver vores børn honning og komælk i deres første leveår. At vi spiser umådelige mængder chokolade, når vi ammer og under bilkørsel spænder vores børn fast i nogle store, frygtindgydende monstrummer af en stol, indtil de næsten er store nok til at komme i skole. Eller om, at alle lige fra ængstelige søskende, udmattede fædre eller berømte reportagehold bliver inviteret med til at bevidne det første skrig. Jeg mener, man ved jo aldrig, hvad forskerne til sin tid vil få ud af det. Én ting står dog fast: enhver mor er også et barn af sin tid. Min bedstemor varmede badevandet til sine børn til 35 grader, jeg gør det til 37 grader. Min mor lagde mig altid i en seng, der var udstyret med pude, dyne, svøb og krammedyr. I mit barns seng finder man selvfølgelig ikke noget af den slags! Det er jo farligt!
Mit moderhjerte begyndte allerede at slå, da jeg sad og hang på de kolde fliser i badeværelset i vores feriebolig i Italien. Med sammenknebne øjne stirrede jeg utålmodigt på teststrimlen. Hjertet hamrede i brystet på mig, og jeg takkede Gud for, at min søster arbejdede på et sygehus og kom billigt til graviditetstests i betragtning af det forbrug, jeg havde haft i den sidste tid. Vi ønskede os et barn. Jeg kunne næsten ikke vente.
Kom nu! hviskede jeg overtalende til displayet. Og hvad skete? Testen var positiv! Jeg sprang op i en fart og løb ind i soveværelset, hvor jeg viftede med teststrimlen og råbte til min mand: Christoph, jeg er gravid! Nu begynder den bedste tid i mit liv!
Sceneskift: Jeg står i vejkanten et eller andet sted, jeg ryster, er svag i knæene, og jeg både græder og raser og hiver efter vejret. I det mindste lykkedes det os da denne gang at nå at standse op i tide, farer det som en pil gennem hovedet på mig, før jeg må overgive mig. Christoph, siger jeg derpå henvendt til min mand, det her er rent ud sagt den mest ubehagelige tid i mit liv!
Kvalmen som officielt går under betegnelsen hyperemesis gravidarum havde mig i sit fulde greb. Jeg hadede lugten af vores sofa, jeg hadede fødevarebutikker, jeg hadede at køre bil, og frem for alt hadede jeg oliven. Kvalmen overvældede mig i samme øjeblik, jeg slog øjnene op om morgenen og forlod mig først igen, når jeg græd mig i søvn om aftenen.
I femte svangerskabsmåned havde jeg stadig ikke taget så meget som et kilo på, mit humør var under nulpunktet, og alt, hvad min mand kunne byde på, når jeg bønfaldt ham om at give mig noget at spise, var dybfrosne pizzaer. Mord!
Jo længere denne uudholdelige tilstand varede, desto mere påtrængende blev mit spørgsmål til Gud om hvorfor. Da det gik op for mig, at min fortvivlede jagt på et svar ikke bragte mig videre, holdt jeg op med at spørge. Jeg kom på sygehuset, slugte et utal af piller, blev sygemeldt fra arbejde og bad om at få det bedre.
I begyndelsen af syvende svangerskabsmåned oplevede jeg et mirakel. Kvalmen forsvandt! Fra da af sad jeg glad og fornøjet i den velduftende sofa, så familiesagaer i tre afsnit i fjernsynet, spiste småkager i kilovis og læste alle de bøger med gode råd om graviditet og nyfødte, jeg kunne få fat i. Da jeg havde lagt den sidste bog fra mig, rystede jeg resigneret på hovedet: Nej, jeg var stadig ikke blevet klogere. Hvem eller hvad kunne retfærdiggøre alt dette ubehag? Efter min mening burde min baby allerede ved sin ankomst til verden medbringe en æske luksuskonfekt og vel at mærke den store XXL-morsdagsversion! det havde jeg så rigeligt fortjent. Men i det mindste kunne jeg nu glæde mig til fødslen, for ingenting kunne blive værre end den endeløse kvalme, jeg havde været igennem.
Og så holdt jeg ham i mine arme. Han var sund og rask, over al måde køn selvfølgelig var han det! og så
det var lige til at smelte over. Ak, jeg tilgav ham på stedet alt! Da jeg så ind i hans store, vågne øjne, som forbavset kiggede på mig, vidste jeg det med det samme: Jeg vil altid være der for dig! Jeg vil dit bedste! Jeg elsker nej, stop lidt ja, jeg elsker dig!
Gud, bad jeg om aftenen, er det sådan, du elsker mig? Som en far? Som en mor? Og pludselig forstod jeg noget, som jeg ofte havde læst og hørt: Ligegyldigt, hvad jeg gør, vil Gud aldrig holde mindre af mig. Ligegyldigt, hvor tosset jeg bærer mig ad, elsker Gud mig betingelsesløst. Han ser på mig og tager mig til sig. Jeg er tryg og uden for fare. Og jeg skal slet ikke yde noget til gengæld.
Ligesom heller ikke min lille dreng havde noget med hverken konfekt (ærgerligt) eller gaver eller en skriftlig ansøgning således kommer også jeg med tomme hænder. Jeg skal ikke gøre noget for at få Guds kærlighed. Der er ingenting, jeg kan gøre. Den er der bare. Ligesom moderkærlighed.
Theresa Voigt er talepædagog og bor med sin familie i Erzgebirge.
Af Theresa Voigt
