– Skal jeg lave din cykel…?

150 fra frikirken København Vineyard vil bruge en hel dag på at hjælpe mennesker i byen på både naturlige og mere overnaturlige måder. Og det er ikke et reklamestunt, understreger de.Gud skal ud af kirken. Ihvert fald d. 25. maj, hvor især de mange unge fra frikirken Vineyard vil gå ud på gader og stræder for at tilbyde at hjælpe.

Cykelreparationen var populær sidste år, og den gentages i år.

Tanken bag arrangementet er, at man ønsker at vise Guds kærlighed på en praktisk og håndgribelig måde. Det sker ved en række tiltag som praktisk arbejde i private hjem, cykelvask, bøn på gaden, hjælp til hjemløse og et børneloppemarked.
Det forventes, at mange af kirkens yngre medlemmer vil være højt repræsenteret, ligesom de var det til sidste års arrangement. I år forventes ca. 150 deltagere.

Roar Vejter Bovim har tidligere lavet lignende arrangementer, men ser Guds vejledning i årets ’Reaching OUT’.

Roar Vejter Bovim har taget initiativ til arrangementet, men han mener, at det var Gud der egentlig tog initiativet:
– Under Vineyards sommerlejr i 2012, som handlede meget om at række ud til mennesker, talte Gud ordene ”Go out” til mig sammen med ”Reaching OUT” – vi vil lave en ’festival’ i København Vineyard, hvor vi rækker ud til København gennem tjeneste og bøn. Det var altså Guds initiativ alene, selv om jeg også har gjort lignende ting før, siger han.

Alting koster noget

– Folk i dag er ikke vant til at få ting gratis – alt koster, og vi lever med en stærk forventning om, at hvis vi får noget, så skal vi give noget tilbage. Jesus kom til jorden for at tjene mennesker uden at forvente noget tilbage, og han gav denne opgave videre til os. Vi ønsker at vise Guds kærlighed på en praktisk måde, siger Roar. Mads Kipling, som er frivillig stab i kirken og koordinerer projektet er enig:
– Vi ønsker, at hjælpe Frederiksbergs beboere gennem en praktisk gestus uden at prædike for dem. Det er ikke et reklamestunt for kirken, men et ønske om at være en kirke, som ikke har nok i os selv, men gør en forskel for nabolaget og dem, der har behov for det, siger han.

Her beder to unge for en dame på gaden. Selv om det var en lidt grænseoverskridende oplevelse for mange, så var de fleste glade for at udfordre sig selv og deres tro.
Jesus gjorde to ting

Udgangspunktet for dagen er Jesu liv på jorden:
– Jesus gjorde to ting: proklamerede Guds rige i ord og demonstrerede, at det var kommet i gerninger, både af barmhjertighed og af et ønske om, at folk skulle tro på ham. Vi proklamerer og demonstrerer, at Guds rige er kommet, og ønsker, at de skal blive så berørt af Guds kærlighed, at de vender om til ham, siger Roar.
Sidste år blev mange mennesker forståeligt nok overraskede over den frivillige hjælp:
– Mange spørger: ”Hvorfor gør I det?” Og vi svarer: ”For at vise Guds kærlighed på en praktisk måde”. De siger: ”Det gør I også, tak!”
– Det mest dyrebare, vi kan give mennesker i dag, er tid. Vi er almindelige mennesker, som bruger tid på at vaske deres cykel og gøre praktiske tjenester i folks hjem, forklarer Roar.