Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Vi bliver tit vrede på hinanden

Kære Suh
Vi er et par som har kendt hinanden i 7 år, været gift de 5 af dem, har to børn.
Vi synes begge, at vi er meget åbne over for hinanden, men alligevel er det som om, at vi gensidigt ikke kan finde ud af at møde hinanden i vores forskellige behov. Det ender som regel med, at tonen bliver anklagende og vred, fordi vi begge er sårede over ikke at blive mødt/rummet.
Vi overvejer par-terapi, men vil gerne lige høre, om du har et godt råd til os, som vi kan prøve inden da.
Venlig hilsen T og R.

Kære T og R.
Kommunikationen i et parforhold kan være noget af det sværeste at få til at fungere. Det skyldes ofte det, at vi som henholdsvis mand og kvinde tit har meget svært ved at se og forstå tingene fra det andet køns side.
Når vi altså udtrykker vores behov, gør vi det ofte på den måde, som vi selv har brug for, at det blev kommunikeret til os. Og når vi vil vise omsorg over for den anden, gør vi det igen typisk, som det selv ville glæde os, at det blev gjort over for os.
Men i virkeligheden handler det om den til tider svære kunst at sætte sig ud over ikke blot egne behov, men også egen forståelsesramme! Vi må i stedet prøve at sætte os ind i, hvilken måde, der er den bedste til at få budskabet igennem på – hvordan det mon bedst kan afkodes af den anden part. Når du altså vil have din mand til at forstå dit hjerte indefra, nytter det strengt taget ikke altid at beskrive det med dine ord – prøv i stedet at beskrive det med de ord, han formentlig ville bruge. Prøv at tage udgangspunkt i situationer eller eksempler, som han kan relatere til. Omvendt kan din mand prøve at gøre det samme den anden vej.
Ja, mange diskussioner ender i skænderier og sårede følelser. De vrede og anklagende ord får modparten til at gå i forsvar, lukke af for det, der bliver sagt, og i stedet gå til modangreb.
Eller i stedet – hvilket er mange mænds foretrukne løsning – at forsvinde, enten fysisk eller ind i tavsheden. Når man er kommet hertil, er der ikke så meget andet at gøre end at lave en time-out og give hinanden lidt tid og rum til at ”køle af”. Herefter kan der forhåbentligt finde en forsonings-proces sted. Men I skal jo helst undgå at nå så langt, så det I kan gøre, når nu I faktisk prøver at være åbne over for hinanden, er:
– vær afklarede omkring, hvad det er for et budskab, I gerne vil have igennem til den anden, inden I begynder snakken. Klar og konkret tale fremmer forståelsen af det pågældende budskab.
– vælg tidspunkterne for ”de store snakke” med lidt omtanke, altså ikke 10 minutter inden den ene skal ud ad døren, eller når I begge er smadrede efter en lang, hård dag. Vent så hellere en dag eller to, og tag så snakken, når der er bedre tid, og begge er mere oplagte.
– Bestræb jer begge på at censurere de anklagende ord og prøv i stedet at holde bolden på jeres banehalvdel – fortæl hvad der sker inde i jer, i stedet for, hvad I synes med sikkerhed at kunne sige, der foregår inde i den anden. Sig fx hellere: ”jeg bliver så skuffet og ked af det, når du igen ikke har overholdt den aftale, vi havde” – i stedet for: ”du er simpelthen det mest distræte og uopmærksomme menneske, jeg kender, du tænker aldrig på mine følelser!!”. Den første sætning har meget større sandsynlighed for at sætte en god samtale i gang end den sidste, som med garanti ikke skaber noget som helst godt!
– Forstå begge, at I dybest set ikke har ret til at kræve noget af hinanden. I har valgt hinanden til med de stærke, men også svage sider, I begge har. Det I kan gøre, er at ønske jer ting af hinanden, som den anden forhåbentlig af kærlighed og velvilje ønsker at imødekomme. Ved at udtrykke jeres ønske eller jeres længsel fremmer I noget andet i den anden, end ved at fremsætte krav. Mærk selv forskellen på: ”jeg forlanger, at du deltager mere aktivt i børneopdragelsen fremover!!” og så på: ”jeg længes sådan efter, at vi er mere ligeværdige sparringspartnere i forhold til børnenes opdragelse”. Den sidste sætning er langt mere konstruktiv end den første, og det er desuden rigtig vanskeligt at sige sidste sætning på en vred måde.
Meget mere kunne siges om kommunikationen i parforholdet, men forhåbentlig kan dette hjælpe jer med at komme lidt videre.
Hilsen Suh

Mine døtre har mistet deres mor

Kære Suh
Mine døtre på hhv. 12 og 10 år har for nylig mistet deres mor (vi er skilt igennem 5 år) efter længere tids sygdom.
De bor nu hos mig og min nye kone. Jeg vil naturligvis gøre alt, hvad jeg kan, for at få dem så godt som muligt igennem denne svære tid. Gode råd modtages med tak.
H.

Kære H.
At miste en forælder er et meget stort tab og særligt i den alder, som dine døtre har.
Selvom der har været tale om længere tids sygdom, kan selve dødsfaldet godt komme som et chok for dem, især hvis der har været tale om, at der evt. kunne ske en bedring. Uanset hvad, håber man altid i den alder på, at miraklet sker, også selvom der er tale om uhelbredelig sygdom.
Det er af stor værdi, at dine døtre har hinanden at tale med om tingene, her har de en lidelsesfælle, som på alle måder forstår, hvad det handler om, og som kan sætte sig autentisk ind i de følelser, de hver især har.
Hvis de derfor ind imellem virker som om, at de ”isolerer” sig sammen, lukker jer andre lidt ude, så prøv at respektere det langt hen ad vejen, i en forståelse af, at de i øjeblikket deler en særlig oplevelse, særlig smerte, som kun de selv helt forstår. Dog skal en sådan ”isolation” ikke vare ved, og på længere sigt er det vigtigt, at pigerne netop bliver skilt lidt fra hinanden, så de får mulighed for at bearbejde deres sorg også med andre end hinanden, og særligt med en voksen.
Måske kan du og din kone skiftes til at have lidt tid med hhv. den ene og senere med den anden, så hver af dine piger får lejlighed til at være alene med dig? Giv gerne direkte udtryk for, at de roligt kan regne med, at du kan rumme dem og deres følelser i lige så lang tid, som det skal være!
Børn kan på trods af deres sorg nogle gange være meget optagede af at passe på andre, også deres egne forældre, så måske vil de af frygt for at være til belastning ikke give sig selv lov til at lukke helt op for sluserne. Der vil måske også være en periode herefter, hvor de er mere utrygge generelt, og hvor de kan være bange for at miste også andre, de holder af. Respekter dette, så vidt det er muligt for dig/jer, og giv dem lidt ekstra tryghed på forskellige måder. Med tiden vil de igen genvinde tilliden til livet og omverdenen.
Du kan evt. gå ind Kræftens Bekæmpelses hjemmeside www.cancer.dk og finde nyttig information i forhold til pårørende til afdøde, samt finde flere gode hæfter med råd og vejledning til mennesker, der har mistet en nærtstående. Disse sidste findes på adressen www.cancer.dk/netbutik under ”information”, og her kan der altså bestilles mange rigtig gode hæfter, som derefter tilsendes adressen, det hele ganske gratis.
Der findes som regel også i forvejen etablerede støttegrupper for børn i sorg, hvis du ikke selv kender til nogen, så kontakt jeres læge eller kommunen, de ved sandsynligvis, hvordan du i så fald kommer i kontakt med dem.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk