En tværkirkelig bønnebog

s15_etnKomme dit rige5Komme Dit Rige er en diger bønnebog til brug på tværs af traditioner og kirkesamfund med det formål, at kirken skal blive ét i bøn, tjeneste og tilbedelse.

Den har en udmærket indledning om værdien af liturgi og bøn i fællesskab samt en forklaring på, hvordan man får mest glæde af bogens indhold. Den har morgenbønner til hver dag, aftenbønner til ugens syv dage, middagsbøn og bønner til særlige anledninger fx husvelsignelser, bøn for arbejdspladser, jord, bordbønner, bøn for helbredelse, ved adoption, barnevelsignelse, ved udsendelse, ved drab i nabolaget, cølibatløfte og bøn for nadveren (kommunionen, eukaristien). Middagsbønner er gode til at skabe rum i vores dagligdags travlhed og bringe Kristus i centrum, pointerer forfatterne.

Troshelte og det centrale i troen

For hver dag er der en kort fortælling om en troshelt, som har sin oprindelse i flere lande og traditioner, samt nogle guldkorn fra denne person. Vigtige dage i kirkens historie og historiske datoer i kampen for frihed og retfærdighed er med hver dag. Det er spændende læsning, for ikke alt er lige velkendt. Der er pædagogiske fakta-bokse, som på glimrende vis fortæller om centrale emner i kristendommen (Bibelen, julen, faste, bøn, nadver, liturgi, ritualer, bekendelse osv.).

At blive svaret på egne bønner

Hver måned indledes med et tema, som hører under det overordnede tema ”Det nye klosterlivs kendetegn”, og hver måned slutter med en fakta-boks, som kaldes ”At blive svaret på vores egne bønner. Nogle forslag”. De er præget af, at forfatterne er amerikanere, for nogle forslag er måske knap så praktiserbare i Danmark, men de er udfordrende og et forsøg værd!

Nyttig bog

Der ligger et meget grundigt tværkirkeligt arbejde bag bønnebogen, som mange har været med til at skabe. Den er gennemtænkt og nyttig, når folk fra flere kirkesamfund kommer sammen; det kan måske også bidrage til større gensidig forståelse. Da forfatterne har ønsket, at læserne for hver dag skulle finde bønnerne uden at skulle bladre unødigt, så bidrager det til at gøre værket fyldigt, men samtidig er det fint struktureret og layoutet med et smukt billede, der indleder hver måned.

 Shane Claiborne, Jonathan Wilson-Hartgrove og

Enuma Okoro:

Komme Dit Rige


– bøn til alle tider

544 sider • 299 kr.
Forlaget Boedal