Skibet på klippen

Pernille vidste ikke rigtigt, om hun skulle fortsætte med at være kristen. Men en rejse med skibet Logos Hope og en ny forståelse af at lægge livet i Guds hænder, ændrede alting.

Pernille Solhøj Kristensen sad allerede i Israel, hvor hun arbejdede på et handicaphjem, men lysten til at rejse mere rundt i verden var stor.

Derfor aftalte Pernille med veninden Madeleine, at de skulle rejse to måneder til Thailand. Desværre kunne de kun få visum i 30 dage, så derfor rejste de to også til Cambodia. Her kom Pernille i kontakt med missionsskibet Logos Hope, hvor hun og veninden arbejdede i 12 dage, som skulle vise sig at ændre fremtidsplanerne drastisk.
– Rejsen blev ikke kun oplevelser og indtryk, men vi voksede begge rigtig meget i vores tro og tillid til Gud. Inden vi rejste, havde jeg været meget i tvivl, om jeg ville fortsætte med at være kristen. Jeg syntes jeg havde svært ved at mærke Gud i mit liv, forklarer Pernille.

Planlægger selv sit liv

Pernille fandt igennem snakke med forskellige mennesker på skibet ud af, at hun i det meste af sit liv altid selv havde bestemt, hvad hun havde lyst til at gøre.
Nu blev hun gentagne gange mindet om skriftstedet fra Jeremias 29,11: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb”.
– Jeg kan godt planlægge mit liv, men jeg vil aldrig komme i nærheden af den lykke og fremtid, Gud har planlagt for mig. Jeg tænkte, at det vil jeg prøve – lægge mit liv i Guds hænder, siger hun.
Hun og veninden havde mødt mange andre backpackere, da de rejste rundt, men de fleste ville drikke og feste hele tiden, og det gad Pernille og Madeleine ikke:
– Vi følte os lidt på udebane. Men efter få timer ombord på Logos Hope følte jeg mig hjemme. Jeg følte mig som en del af Guds familie og kunne mærke, at det er her, blandt andre kristne, jeg har hjemmebane.

Gud vil åbne døren

Da hun gik ombord på skibet var hun sikker på, at hun ville starte på et studie til september, men hun ønskede samtidig også at være der, hvor Gud ville have hende. Hun havde lyst til at blive på skibet.
– Jeg snakkede en aften med en mand omkring det at være på skibet i længere tid og sagde, at jeg var bange for at søge ind, hvis Gud ikke ville have mig her.
Manden gjorde hende opmærksom på, at Gud både kan åbne og lukke døre og sagde, at hun altid kunne prøve at søge ind. Hvis skibet ikke var Guds plan for hende, så ville han være i stand til at lukke den dør og åbne en anden, mente manden.
14 dage efter de var taget hjem fra skibet, søgte Pernille om optagelse på skibet i et helt år.
– Jeg havde en ret stærk fornemmelse af, at det var der, jeg skulle være. Jeg bad meget og aftalte med Gud, at hvis ikke jeg skulle afsted, så ville han sørge for at økonomien ikke vil blive finansieret. Min brand for at komme af sted er bare så kæmpe stor, og jeg kan slet ikke forestille mig, at Gud vil lægge mig noget så meget på hjerte for så ikke at opfylde, hvad han har startet, siger Pernille, som stadigvæk mangler noget økonomisk støtte for at kunne tage afsted på missionsturen d. 20 august.
Hun kan støttes på forskellige måder ved, at man kontakter OM Danmark.

Et sted at hvile ud

For de fleste vil et helt år på et skib måske lyde lidt voldsomt, selvom Pernille allerede kender et par stykker, som også vil være på skibet, når hun forhåbentlig kommer. Men bliver man ikke træt af at være sammen med de samme mennesker hele tiden?
– Jeg kunne da godt forestille mig, at det vil være hårdt at være omringet af mennesker hele tiden, men jeg ser også fordele i, at vi kan vokse i troen sammen og gå igennem de udfordringer, vi møder undervejs. Jeg tror, det er vigtigt, når man er ude at evangelisere, at man kan hvile ud hos sine kristne brødre og søstre og opmuntre hinanden i det arbejde, Gud bruger os til, mener hun.

I det hele taget har opholdet på skibet været en stor åndelig oplevelse for Pernille. Hun lærte paradoksalt nok noget om klipper og sand, mens hun sejlede rundt på havet:
– Jeg lærte meget om at lytte til ham og hans planer. Lægge mit liv i Guds hænder. Jeg fik også en reminder om, at det er vigtigt at bygge troen på Guds ord og ikke mine følelser, siger hun og fortsætter:
– Jeg har aldrig været særlig god til at få læst min bibel, men jeg blev mindet om, at hvis ikke jeg læser i Guds ord og lærer hans ord at kende, så svarer det til, at jeg bygger min tro på sand. Jeg skal ikke bygge min tro på følelser (sand), men bygge den på Guds ord (klippen), så står jeg bedre fast, når jeg møder modgang, understreger hun.