– Jeg var i Paradis

– Der var ingen sorger, ingen smerter, ingen tårer, kun et stærkt skinnende lys, der omsluttede mig med en kærlighed så stor, at ingen ord nogensinde vil kunne beskrive det, fortæller tyskeren Peter Geisbrecht. Læs her historien om, hvordan Gud griber ind, når vi mindst venter det.

Det er mandag formiddag i Helsingør. Jeg er på vej ned for at købe suppeterninger i Føtex. Foran indgangen til supermarkedet sidder en tigger, en lidt forhutlet mand med et stort brunt ar på højre kind. Manden sidder og læser i en bibel, og til de forbipasserende, der ser ud til at kunne bruge en velsignelse fra Gud, råber han: ”God bless you”.

Det er ikke hver dag, man i Helsingør møder en mand, som sidder på gaden og læser i en bibel, så jeg greb fat i bremserne på min cykel og stoppede op lige for næsen af ham, kiggede ned på hans stærkt slidte bibel og stillede ham følgende spørgsmål: ”Hvilket skriftsted er det, du læser? ”Salmernes bog kapitel 27,” svarede manden på engelsk, med en stærk tysk accent. Manden og jeg udvekslede skriftsteder, og der var skabt kontakt.
En time senere sad jeg på en af byens cafeer sammen med den fremmede mand fra gaden. Jeg havde været hjemme efter mit kamera, og på bordet, midt imellem en øl, et par sandwich og en hyldeblomst-vand, stod min båndoptager. Jeg havde fået overtalt Peter Geisbreicht, som manden hed, til at lade sig interviewe og fotografere til Udfordringen.

Bedstemor fortalte om Jesus

Hvor kommer du fra?
– Jeg er født i en lille by i Sibirien i Rusland. Min mor og min far troede ikke på Gud, og de var heller ikke interesserede i, at jeg skulle komme til tro. Men min bedstemor var troende, og hun mente, at jeg ville have godt af at lytte til Guds ord og høre hvem Jesus var, så hver søndag kom hun og hentede mig, og sammen gik vi i kirke.
Da Peter blev 18 år, flyttede han til Tyskland, til en by nær Dresden.
– Jeg hadede Rusland og ønskede at flygte derfra så hurtigt som muligt. Da grænserne under Gorbatjov blev åbnet, var jeg en af de første, der kom ud af landet. Mit liv gik godt i Tyskland, hvor jeg tog en uddannelse som både automekaniker og VVS-mand.
– Men selv om det gik godt, følte jeg ikke nogen glæde. Jeg var ikke tilfreds, hverken med mig selv, mit arbejde, eller noget som helst andet. Det var, som om der var noget inde i mig, der ønskede at gøre oprør. Det endte med, at jeg blev afhængig af narko og kom ind i nogle hårde miljøer.
– For at få penge til at købe heroin og andre hårde stoffer, slog jeg folk ned på gaden og plyndrede banker. Behovet og trangen til narko var så stor, at jeg var parat til at gøre hvad som helst for at få fat i det. Man er fuldstændig ligeglad med konsekvenserne af det, man gør, man skal bare have et fix, og det skal være nu.

Skulle lære næstekærlighed

En dag, under en voldelig episode, blev Peter taget af politiet og sat i fængsel.
– Var jeg ikke kommet i fængsel, var jeg uden tvivl død af en overdosis heroin, fortæller Peter.
– Blandt fangerne i fængslet var der en mand, som var evangelist, og som kom fra det samme sted i Rusland, som jeg gjorde. Han og jeg fik os nogle gode samtaler, og det endte med, at han forærede mig en bibel og bad for mig.
Efter et års tid blev jeg på grund af forbøn fuldstændig fri fra trangen til narko, og da jeg blev løsladt, følte jeg mig som et nyt menneske.
Men jeg havde ingen steder at gå hen, og jeg vidste, at hvis jeg vendte tilbage til mine venner, der alle var i narkomiljøet, ville jeg igen komme ud i noget kriminelt, og det destruktive adfærdsmønster ville gentage sig.
Peter begyndte at bede til Gud om hjælp.
– Når man beder til Gud, får man altid bønnesvar, men man skal bare ikke tro, at svaret er præcis, som man ønsker. Gud gør altid tingene på sin måde, og i det her tilfælde ønskede Gud at lære mig noget, så han sendte mig ud på en længere ’dannelsesrejse’.
Hvor blev du sendt hen?
– Jeg blev sendt til Mexico.
Hvad var det, du skulle lære?
– Næstekærlighed.
Jeg havde altid kun tænkt på mig selv, og når andre mennesker havde det skidt og bad om hjælp, vendte jeg ryggen til. Men på denne rejse, hvor jeg jo rent faktisk skulle repræsentere The Kingdom of Heaven, lærte Gud mig at se på mennesker med samme øjne som Jesus, og jeg lærte at vise barmhjertighed, venlighed og hjælpsomhed.

Gud griber ind

Da Peter kom hjem fra Mexico, begyndte han igen at arbejde, hvilket var godt, men en anden ting, som var mindre godt, var, at trangen til alkohol og narko vendte tilbage. Peter fortæller, at ind imellem var trangen så stor, at han var lige ved at falde for fristelsen til at tage sig et fix.
Det blev en kamp mellem det onde og det gode. En dag midt i sådan en kamp greb Gud ind:
– Et stærkt lys omsluttede mig, og det føltes, som om jeg blev trukket op i en anden verden – et sted, som i hvert fald ikke var her på jorden, fortæller Peter.
Hvis det ikke var et sted her på jorden, hvor var det så?
– Det var Paradis. Jeg var hos min himmelske far og så tæt på hans hjerte, at jeg kunne mærke det slå.
Aldrig har jeg været så lykkelig, alle mine sorger, bekymringer og frustrationer var væk. Alle de mange spørgsmål, jeg havde stillet Gud, de mange bønner, jeg havde bedt for at få svar på, hvorfor min situation var så svær, alt faldt på plads.
Sandheden om hvem jeg var, og hvorfor jeg havde det liv, jeg havde, blev også krystalklart. Men det mest fantastiske var den kærlighed, der omsluttede mig. Det var en kærlighed så stor, at ingen ord nogensinde vil kunne beskrive den.
Der hvor jeg var, var der ingen smerter, ingen sorg, ingen gråd, kun kærlighed. Jeg ønskede aldrig nogensinde igen at vende tilbage til mit liv på jorden, det eneste rigtige sted at være, følte jeg, var der hvor jeg var nu, i favnen på min himmelske far.
– Men pludselig hørte jeg en mand, som kaldte på mig og fortalte mig, at jeg skulle tilbage til jorden, hvor jeg stadig havde meget at udrette.
Hvem var det, der kaldte på dig?
– Det var Jesus.

Dæmon angriber

Peter Geisbreihct er ikke tigger. Han sad i dag foran Føtex med hatten i hånden, fordi han manglede penge til at rejse til Sverige for.
– Alle mine penge og personlige ejendele blev forleden stjålet, og da mange af mine venner bor i Sverige/Helsingborg, ønskede jeg at tage derover. Men da jeg ingen penge havde til færgebilletten, måtte jeg tigge om penge. Jeg kan ikke lide at sidde der og tigge, men i dag var jeg bare nødt til det.
– I lang tid har jeg været inde i en dårlig periode. Jeg har haft svært ved at sove om natten, og om dagen har jeg følt mig angrebet af dæmoner.
Kan du beskrive, hvordan det føles at blive angrebet af dæmoner?
– I mit tilfælde blev jeg angrebet i sindet. Det er, som om der er et tankemylder, der ikke vil forsvinde. Hele tiden får man tanker inde i hovedet, destruktive tanker, der bare bliver ved og ved. Man føler virkelig, at man er ved at blive sindssyg. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg ønskede at tage mit eget liv. Det endte med, at jeg gik ud på en motorvej, hvor jeg havde planlagt at kaste mig ud foran en bil.
Men mens Peter gik ude på motorvejen, følte han, at han ikke var alene. Han kunne ikke se nogen, men han vidste – og kunne mærke – at der gik en person ved siden af ham. En stemme sagde: ”Peter, jeg ved du har det svært. Du er under fjendens angreb, og dæmonerne gør alt for at overtale dig til at begå selvmord. Hvis du tager dit eget liv nu, kan jeg ikke hjælpe dig, men du skal vide, at jeg ønsker at give dig en fremtid, ja, den fremtid, som jeg ved, du altid har ønsket dig. En familie, hustru, børn, hus og et job, som passer lige til dig.
– Jeg kunne genkende stemmen og vidste, at det igen var Jesus, der talte til mig, og at det var ham, der gik ved min side.
Det job, som Jesus fortalte dig, at han havde til dig, hvad var det for et job?
– Det var at være evangelist. Og det er jo sjovt, at han lige skulle sige det, for det er det, jeg allerhelst vil være. Der er i hvert fald ikke noget, jeg mere ønsker end at forkynde Guds ord og fortælle så mange som muligt om, hvem Jesus er, og hvad han har gjort for os mennesker.

For godt til at være sandt

Hvilket håb har du for fremtiden?
– Jeg tror på, at Jesus vil holde sit løfte og give mig både en familie og det job, jeg ønsker mig. Jeg er holdt op med selv at lægge planer og gøre en hel masse for, at tingene skal ske.
Umiddelbart synes de fleste mennesker ikke om, at andre end dem selv skal være herre i deres liv. Vi tror, vi ved, hvad der er bedst for os, men efter mange års erfaring ved jeg, hvor ofte man kommer til kort og bare må opleve nederlag i stedet for fremgang, og hvor sker det dog tit, at man aldrig får det, man har sat næsen op efter.
Sker disse nederlag alt for mange gange i ens liv, kan man blive så skuffet og ulykkelig, at man begynder at gøre dumme ting. Had og bitterhed sniger sig ind i ens liv, og stille og roligt starter en deroute.
– Men beslutter du dig til at lade Jesus blive Herre i dit liv, vil han vende din skæbne og føre dig ud på den vej, som han ønsker, du skal gå. Det kan være en vej, man aldrig havde forestillet sig, men det er en vej, der fører dig ind i alt det, du ikke havde troet var muligt, fordi det er for godt til at være sandt, slutter manden med Bibelen.