800 begejstrede teenagere
Det kristne fællesskab og lovsangen var noget af det, der gjorde størst indtryk på Indre Mission Ungdoms Event 2013.
Glæden over at være med på Indre Mission Ungdoms landsstævne Event, var stor.
Skrødstrup Efterskole var taget afsted, og volontør Morten Simoni Simonsen kunne se en flok glade elever blive fyldt med tro.
– Endnu engang har Event taget alle med storm, og det er tydeligt at mærke på eleverne, at de blev fyldt med Jesus, siger han og fortsætter:
– De har vanskeligt ved at beskrive, hvad der var bedst på Event, da begejstringen er spredt ud over hele weekenden med seminarer, smågrupper og fremragende forkyndelse. Lovsangsfesten lørdag aften var dog noget helt særligt. Her blev det virkelig tydeligt, at der var mening bag ordet ”Fest”. Der blev sunget lovsang, danset og skrålet, så taget var ved at løfte sig. Det havde tydeligvis en effekt på de elever, vi havde med, som efter lovsangsfesten kom til mig og spurgte, om vi ikke skulle bede for alle dem, der ikke kom med på Event, om at Gud ville være nær ved dem. Det var fantastisk at mærke den sprudlende lyst til at møde Gud i bøn, siger Morten.
Kirsten Vigh, som er en af eleverne på efterskolen, er enig:
– Det bedste ved Event var at være så mange fælles om troen, og så det at dele sine bekymringer og glæder med sine kristne brødre og søstre.
Den bedste oplevelse var nok, da jeg sammen med mine efterskolekammerater satte mig ned og bad for vores venner.
– Nicolai Maagaard er også fra Skrødstrup Efterskole, og han havde også en stor oplevelse på Event:
– Det fedeste ved event er, at det er en kæmpe fest sammen med Gud! Og lovsangsaftenen lørdag aften var den fedeste oplevelse, siger han.
Henrik