Holder jul med de fattige
Lennart Laursen fra Gudhjem Special, Softicebutikken på Gudhjem Havn, hjælper hvert år fattige børn i Mexico.
– Jeg hjælper ikke, fordi jeg er kristen. Men jeg er en kristen, siger Lennart Laursen.
Familien kom fra Pinsekirken, men i dag kommer de i andre kirkelige sammenhænge. Blandt andet i Nexø Frikirke og i Folkekirken.
– Dét med Mexico begyndte i 1986. Jeg blev spurgt fra Bornholms Tidende, om jeg kunne tænke mig at skrive fra Danmarks deltagelse i fodbold-VM. Og dét var en af min barndoms drømme.
Som barn drømte jeg om at blive arkæolog eller rejseskribent. Det havde jeg nok i blodet efter min far, Johannes Laursen, for han rejste meget til Italien, fortæller Lennart.
Musik midt i byen
I 1986 rejste Lennart Laursen med sin søster, Gurli, til Hawaii. Deres søster, Ulla, arbejdede i SAS og skaffede billige billetter. Derfor kunne de få det hele for 2.000 kr. tur-retur. På Hawaii skiltes deres veje. Gurli rejste til Los Angeles, og Lennart tog til fodbold-VM og bagefter rundt i Mexico på egen hånd.
– Jeg gik tur i parken. Pludselig hørte jeg musik, midt i byen, og der var en flok mennesker, som inviterede mig ud i deres kirke. Mexico er et katolsk land, men det var ikke en katolsk kirke.
– Jeg fulgte med dem ud til Tacuba-området, hvor jeg så en kæmpe bygning. Det lignede en flyhangar med et 25 meter højt kors. Her stod måske 10.000 og sang: Mamma Mia. Jeg elsker selv at synge, så det var pragtfuldt, siger Lennart Laursen.
– Ham, jeg fulgtes med, præsenterede sig som Carlos Saldana, bror og oversætter. Han viste sig at være en af de ti præster i kirken. En kirke, hvor der hver søndag var kontinuerlig gudstjeneste hele dagen. Efter de to timer fra 9-11 fortsatte det med en ny præst, fordi der ellers ikke var plads til alle.
– Det var en kraftbølge at møde sangen og denne kirke, husker Lennart Laursen.
Et helt andet liv
Carlos Saldana var fra et skilsmissehjem med kriminalitet, stofmisbrug og våben. Selv levede han på gaden. Men en mand mødte ham og andre børn og fik dem væk fra gaden. Han fortalte, at selv om børnenes egne forældre ikke elskede dem, så elsker Gud dem.
I dag står Carlos Saldana i spidsen for en organisation, som hedder La Carpa. Han har et stort cirkustelt, hvor de kan holde møder, men organisationen har også humanitært arbejde. Her er én gruppe, som rådgiver unge piger, så de passer på og ikke bliver gravide. Her er en anden gruppe, som samler skrald og plast.
Jul på lossepladsen
– Jeg har siden 1986 været i Mexico fire måneder hver vinter, og heraf er jeg en måned med i organisationens julekampagne. Jeg fejrer jul med Carlos Saldana.
– Det er noget af det stærkeste, at fejre en ægte jul blandt de fattige, hvor vi holder juleaften på lossepladsen, fortæller Lennart Laursen.
Penge via Salsa-skolen
– Jeg skaffer midler via Salsa-skolen, som jeg har i Gudhjem hver sommer. Her har Tine Pihl været min dansepartner gennem 10 år, oplyser Lennart Laursen, som har lært mange på Bornholm at danse salsa.
Hvis Lennart Laursens Salsaskole et år har indsamlet 20.000 kr., så dobler Gudhjem Special op som sponsor.
Det højeste beløb, Lennart har haft med, er 66.000 kr. Sidste år var det 40.000 kr. og i år vil det være et sted mellem 30.000 kr. og 35.000 kr.
– Carlos Saldana har set, at der er en Gud, som også elsker de fattige. De er ikke glemt. Hans arbejde er Guds forlængede arm, og mottoet er: Et smil til alle børnene. Derfor har jeg støttet ham gennem alle årene.
– Du handler. Du taler ikke bare. Men det er ikke en fribillet til himlen, siger han til mig, fortæller Lennart Laursen.
I Gudhjem er han med til at arrangere Softiceløbet sammen med Viking Atletik. I år deltog 912 løbere.
– Hver deltager skal bidrage med en krone til hjælpearbejdet i Mexico. Der står også en pengebøtte til indsamling i butikken. Og pengene rækker langt i Mexico.
Lyt til den indre klokke
– Guds Ord holder. Det står rodfæstet, uforandret, som rettesnor, som fundamentet og er ballast som kølen i vores liv. Vi er forskellige i vores liv. Men fælles er næstekærligheden, siger Lennart Laursen.
Han kommer til at tænke på beretningen i Bibelen om den rige mand: »Du har samlet dig rigdomme, men hvad med din sjæl?« lyder spørgsmålet.
– Derfor vil jeg gerne have fokus på medmennesker, så vi ikke bare lever for os selv. Det er for tomt, erklærer Lennart Laursen.
– Jeg vil gerne leve i overensstemmelse med den indre klokke i mit liv. Jeg har alt. Men jeg har bare et ønske til jul: At fejre juleaften med de fattige, som samler plastik på lossepladsen i Mexico. Carlos Saldana og hans folk kører juleaften hvert år med en karavane ind på lossepladsen for at holde jul med de fattige.
Smil til alle børnene
– Jeg kan godt huske flæskestegen herhjemme til jul, mens sneen dalede. Og mange spørger, om jeg ikke vil bytte. Nej, det vil jeg ikke, lyder det overbevisende fra Lennart Laursen (59).
Han overtog i 1977 Softicebutikken på Gudhjem Havn fra sin far. Arkæolog eller rejseskibent blev han ikke. Men Lennart er på den rette hylde.
– Gudhjem er en pragtfuld by. Her har jeg haft en super barndom med hele byen som legeplads, siger han med et smil. Men de varmeste smil giver han til de fattige i Mexico: »Una sonrisa por los ninos« – et smil til alle børnene.
Af Bjarne H. Kirkegaard