Bliv fri fra din fortid

Vi har brug for at forstå hvilke nøgler, vi skal bruge for at blive fri fra de negative ting, som holder os tilbage.
Vi har brug for at forstå hvilke nøgler, vi skal bruge for at blive fri fra de negative ting, som holder os tilbage.

Vi fortsætter serien om sindets fornyelse fra sidste uge. Denne gang gennemgår Casey Treat nøgle 3-5, som forklarer, hvordan vi kan blive fri fra fortidens påvirkninger. Der skal mere til end en intellektuel forståelse af ens situation.

Det er nødvendigt, at vi bliver fri for alle de ting, som har fået et tag i os. Vi skal ikke nøjes med at ændre vores vaner og traditioner, når vi bliver kristne.

Det stærkeste skriftsted, som Gud brugte i mine første år som en kristen – og stadig gør – er Rom. 12:2:
“Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”
Gennem dette vers lærte jeg, at selvom jeg var blevet en kristen, ville jeg blive ved med at være som verden med alle dens fejl og problemer, indtil jeg fornyede mit sind.

Nøgle nr. 3 til sindets fornyelse:
Du kan være på vej til himlen, men leve i helvede på jorden

Jeg var på vej til himlen, fordi jeg var blevet født på ny, men jeg var ved at lære, at hvis jeg ikke begyndte med at forny mit sind, kunne jeg leve som i helvede, indtil jeg kom til himlen.
Mange kristne kæmper sig igennem livet med negative holdninger, synd, fejl, skilsmisse og depression og spekulerer på, hvorfor alt det sker for dem.
Nogle af dem har lavet sig læresætninger for at forklare deres livsstil med nederlag. Deres billede af Gud og dem selv er meget negativt, så de skyder skylden for deres fiaskoer på “Guds suverænitet” for at forklare deres vanskeligheder.
Kendsgerningen er, at de stadig er tilpasset verden, og fordi deres sind ikke er blevet fornyet, kan de ikke skønne, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje i deres liv.
Herren siger om disse:
”Men ingen, som bliver fristet, må sige: “Jeg bliver fristet af Gud;” for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker en; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.”
Jakobs brev 1:13-15.

Født på ny, men tilpasset verden

Når vores sind er fornyet af Guds ord, overvinder vi negative ønsker og lever i Guds fuldkomne vilje.
Hvis mange kristne, efter at de er blevet født på ny, stadig er deprimerede og bange for livets omstændigheder, hvis de stadig behandler deres ægtefælle dårligt, kæmper med fattigdom, har sex med en, de ikke er gift med, er optaget af pornografi eller generelt er vrede på verden, så er de stadig tilpasset verden, selvom de kan være født på ny.
Nogle tror, at hvis kristne nogensinde synder på den måde, så kan de ikke være født på ny. Men Johannes siger i sit første brev, at vi synder, men vi kan få tilgivelse, hvis vi bekender vores synd for Jesus (1. Johs. 1:9).
Desuden siger han, at hvis vi siger, vi aldrig synder, så lyver vi (v. 10). Pointen er, at kristne kommer galt af sted, men vi kan blive tilgivet.
Gennem sindets fornyelse overvinder vi disse fejl, og vi behøver ikke at leve i dem. Vi behøver ikke at være formet, dannet eller kontrolleret af verdens måde at være på.

Fra larve til sommerfugl

Vi kan gå sammen med Gud og være et eksempel på hans vilje. Ordet forvandlet, som Paulus bruger i Rom. 12:2, betyder at gennemgå en fuldstændig forandring i form eller art.
De græske ord, som bruges i dette vers, er metamorphoo. Det betyder at gennemgå en fuldstændig forandring i form, som en larve gør, når den kommer ud af sin puppe og er blevet forvandlet til en sommerfugl.
En larve føjer ikke bare nogle vinger til sin lodne, lange krop. Den forvandles fuldstændig til en anden slags skabning, som kan gøre fuldstændig forskellige ting og leve et totalt anderledes liv.
Den kristne, som gennemgår Helligåndens metamorfose, vil begynde at se fuldendelsen af sin frelse. Sådan en kristen vil leve et helt anderledes liv end før og udføre store ting efter forvandlingen ved fornyelsen af sindet.

Nøgle nr. 4 til sindets fornyelse:
Sindets fornyelse er mere end at lære. Det er forandring.

Der er så mange mennesker, som kommer i kirke for at lære noget nyt. De ønsker ny intellektuel indsigt og har det godt, hvis prædikenen er stimulerende, interessant eller spændende.
Men de overvejer aldrig at forandre den måde, de tænker eller lever på som en konsekvens af, hvad de hører.
De er så langt væk fra forandring, at de egentlig ikke træffer en beslutning om ikke at forandre sig. De overvejer bare ikke emnet og tænker derfor aldrig på det.

Forkert tankegang bringer ikke lykke

For mange kan Bibelen og kirken blive en religiøs tradition, som ikke er en del af den virkelige verden og deres daglige liv. Derfor skal der en kolossal ændring til i deres tankegang, for at de kan begynde på processen med at lade deres sind blive fornyet.
Mange kristne har lært, at hvis de bare læser deres bibel, beder og går regelmæssigt i kirke, vil de blive stærkere som kristne. Men det er en skam, at vi aldrig har undersøgt frugten af den tankegang.
Det er nemlig en kendsgerning, at masser af mennesker har gjort dette hele deres liv, og de lever ikke lykkelige, fremgangsrige og succesfulde kristne liv.

Sindets fornyelse er mere en tradition

Rom. 12:2 viser os klart, at det kristne liv indeholder mere, end mange tror. Det er muligt at læse Bibelen, bede og gå i kirke og alligevel aldrig blive fornyet i sindet.
Det menneske, som synder hele ugen, men trofast går i kirke, er et bevis på det. Den præst, som kommer med fantastiske prædikener, men til sidst bliver grebet i ægteskabsbrud, er et bevis på det.
Sindets fornyelse er langt mere end at gå igennem nogle religiøse øvelser. Det er en bevidst indsats og et bevidst arbejde for:
1. At blive klar over, hvordan vi virkelig tænker og tror.
2. At blive klar over, hvordan Gud ønsker, vi skal tænke.
3. At koncentrere vores tanker om Guds tanker.
4. At praktisere Guds tanker, indtil de bliver vores egne.
5. At leve Guds tanker ud i det daglige liv.

Denne proces skal gentages atter og atter, når vi kommer i situationer, hvor der opstår holdninger og tanker, som er i modsætning til Guds ord. Det er ikke en forvandling, som sker i løbet af en nat.
Vores forvandling gennem fornyelsen af vores sind kan ikke modtages ved håndspålæggelse. Det er en livsstil, som vi inviteres til at være en del af.

Nøgle nr. 5 til sindets fornyelse:
Sindets fornyelse er en livsstil, ikke en oplevelse.

Hvis vi nogensinde ønsker at komme til at se Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje i vores liv, er vi nødt til at lade vores sind blive fornyet.
Paulus siger, at det er den eneste måde, hvorpå den nødvendige forvandling kan finde sted.
Mange kristne ser ikke alle Guds løfter blive opfyldt i deres liv. Mange, som siger, at de er kristne, har ikke en livsstil, som bekræfter det. Disse ting kan kun forandres ved en forvandling af deres liv, og det sker ved sindets fornyelse.

Alle områder skal fornyes

De fleste af os har områder i vores liv, hvor det lykkes ganske godt. Vi har udviklet den rigtige tankegang på disse områder, og det ser ud til, at vi ikke har så mange vanskeligheder der, som på andre områder af livet.
Nogle mennesker har ingen problemer med deres pengesager, men kæmper med deres relationer. Andre har det godt med familien, men har helbredsproblemer.
Så er der nogle, som ser ud til at klare sig godt på alle områder af livet, men bærer på hemmeligheder om utugt, pornografi og lignende.
Vi skal forny vores sind på alle områder af det kristne liv og være klar over, at vores succes på et område ikke nødvendigvis betyder, at vi har succes.
Hvis jeg er en fantastisk præst, men mister mine børn til verden, så har jeg ikke succes. Jeg kan være stærk og have fornyet mit sind på visse områder, men jeg er nødt til at fortsætte med at tage mig af alle dele af mit tankeliv.

Bryd alle fæstninger ned

2. Kor. 10:4-5 siger:
”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus”
Fæstningsværker er tanker og holdninger, som har et sådant greb om vores sind, at selvom du ikke ønsker at tænke, som du gør, så kan du ikke lade være.
Du føler det, som om dit sind kontrollerer dig, og du kan ikke holde op med at tænke på bestemte måder.
Der er mange mennesker, som har det forfærdeligt med de ting, der foregår i deres sind, og de ting, som disse tanker får dem til at gøre. Vi har alle set eller hørt om mennesker, som ikke ønsker at gøre, hvad de gør, men de føler det, som om de ikke kan lade være.
Sandheden er, at du kan standse den tankeproces, men det er nødt til at ske i overensstemmelse med Guds ord.
Paulus siger, at den slags tanker skal overvindes ved at tage dem til fange til lydighed mod Guds ord. Når et menneske er opslugt af negativ eller verdslig tankegang, så kan det i tidens løb blive til et fæstningsværk.

En ond spiral

Den mand, som tænker på vold, banden og “at han skal bevise sin mandighed” vil snart have et hidsigt temperament.
Han vil måske ende med at slås med enhver, som er i opposition til ham eller træder på hans stolthed.
Det menneske, som iagttager eller læser pornografi regelmæssigt, vil snart blive opslugt af seksuelle fantasier og ønsker, som vil kontrollere tankelivet.
Sådan et menneske vil blive drevet af begær efter at søge ugudelig og unaturlig tilfredsstillelse, selvom det aldrig kan blive tilfredsstillet. Det er blevet fanget i en tankegang, som vil ødelægge det.
Den kvinde, som ser på sæbeoperaer, vil snart blive utilfreds med sin mand og sit liv. Inden længe kan hun begynde at fantasere om andre mænd og udleve de situationer fra programmet, som fylder hendes sind.
Når et ægteskab efter ti, tyve eller tredive år ender i skilsmisse, kan der have været år med tanker om andre mennesker, som til sidst fører til skilsmisse.
Mange af disse tanker kommer fra eksempler og budskaber, som stammer fra ugudelige fjernsynsprogrammer og andre medier.

Fang tanken og driv den væk

Jesus sagde, at vi skulle være forsigtige med, hvad vi hører, fordi vi snart kan blive kontrolleret af det, hvadenten det er godt eller dårligt.
Mark. 4:24 siger:
“Mærk jer, hvad I hører! Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, ja, I skal få i overmål.”
Det er grunden til, at vi skal vogte vores sind og ikke tillade negative fæstningsværker at tage magten over os.
Hvis der allerede er blevet etableret negative fæstningsværker, inden vi blev født på ny, så må vi gå i gang med at fange enhver tanke og drive den væk med Guds tanker.
Fæstningsværker som frygt, vrede, fattigdom, lavt selvværd, stolthed og selviskhed fortsætter med at styre mange kristne flere år efter, at de er blevet frelst.
Selvom de har bedt angående disse og prøvet at blive udfriet, bliver problemerne ved med at være der. Disse ting vil aldrig forandres i deres liv, før de bliver forvandlet ved deres sinds fornyelse.

Kan være dæmonisk

Dette betyder ikke, at visse bindinger og negativ opførsel i kristne ikke kan være forårsaget af dæmonisk undertrykkelse. Hvis der er et dæmonisk fæstningsværk, skal dæmonen drives ud.
Men selv i de tilfælde, der involverer dæmonisk aktivitet, vil fjenden komme tilbage, hvis der ikke sker en fornyelse af sindet. Jesus sagde, at afslutningen for sådan et menneske ville blive værre end begyndelsen (Matt. 12:43-45).
Sindets fornyelse er en spændende forandrings- og opdagelsesrejse, som gør os i stand til at se Guds vilje komme til at ske i vores liv.
Der er ikke nogen større glæde eller tilfredsstillelse end at vide, at vi opfylder Guds fuldkomne vilje. Ifølge Bibelen er der heller ikke nogen anden vej til at praktisere Guds vilje i vores liv end sindets fornyelse.
Det er sådan, vi ser Gud, som han virkelig er, og sådan vi vokser frem til lighed med ham.

Artiklen er skrevet af Casey Treat og stammer fra bogen ”Sindets fornyelse” (Alstrups forlag på dansk). Casey & Wendy Treat har bl.a. grundlagt Christian Faith Center i USA og er internationalt anerkendte undervisere.
Artiklen er skrevet af Casey Treat og stammer fra bogen ”Sindets fornyelse” (Alstrups forlag på dansk). Casey & Wendy Treat har bl.a. grundlagt Christian Faith Center i USA og er internationalt anerkendte undervisere.

Skridt til personlig forvandling

1. Hvad mener Bibelen, når den siger: Tilpas jer ikke denne verden?

2. På hvilke områder af mit liv er jeg stadig tilpasset denne verden?

3. Hvad er bibelsk forvandling?

4. På hvilken måde er sindets fornyelse anderledes end at lære?

5. Hvilke ting har jeg lært af Herren, men endnu ikke fornyet eller forandret?

Af Casey Treat