– Den lokale menighed er verdens håb
Jens Fischer-Nielsen går på pension efter 15 år som præst i Esbjerg. Nu går turen igen til Bangladesh.
Den 12. januar tog menigheden i Kvaglund Kirke i Esbjerg afsked med deres sognepræst gennem 15½ år, Jens Fischer-Nielsen.
– Jeg har prøvet at hakke små præsteopgaver ud til alle. Mit motto har været. ’Plads til alle og brug for alle’, siger Jens Fischer-Nielsen om sine visioner gennem de mange år som sognepræst i Esbjerg.
Ligesom postvæsenet
– Folkekirken som sådan er ikke mere hellig end postvæsenet. Men den lokale menighed har alt det, som Gud har givet. Vi har ordet, sakramenterne og undervisningen. Vi har diakoni og Kristi legeme i funktion.
Så længe vi kan være kirke det lokale sted, er vi på plads. Så skal vi ikke være for ømskindede.
Det er vigtigt, at præst og menighedsråd er i harmoni. Og sådan har det været i Kvaglund Kirke, understreger Jens Fischer-Nielsen.
Verdens håb i aktion
– Den lokale kirke er verdens håb. Alle kan være med i kirkens arbejde. Vi skal praktisere alt det, der hører med. Der er brug for alle. Det gælder om at give små opgaver til alle, for alle har fået nådegaver og ressourcer fra Gud.
Til afskedsreceptionen var der nogle, der sagde, at jeg nok har presset folk lidt mere, end de havde lyst til. Men de vidste også, at opgaverne gør folk glade – og skaber ejerskab. Det gælder om, at vi praktiserer det, vi lærer i kirken. Dér bliver vi udrustet til hverdagens hjælp og vidnesbyrd overfor andre, understreger Fischer-Nielsen.
Noget af det, som har betydet mest for ham, var at kunne mødes med de frivillige før 10.30-gudstjenesten til indvielse og bøn.
– Det gav os frimodighed til at gå i gang med hver vore opgaver, siger Fischer-Nielsen.
’Flytter i genbrugsbutik’
Netop nu er Jens sammen med hustruen Elsebeth i gang med at flytte deres ting til genbrugsbutikken og BOXIT, før de selv tager bopæl i fritidshuset i Hovborg.
Den 4. februar går turen nemlig – om Gud vil – til Bangladesh, hvor ægteparret skal bo i to måneder for at hjælpe med opbygning af ca. 100 menigheder. De har kurser hvert år i februar- marts, fortæller Jens Fischer-Nielsen, der sammen med sin familie var udsendt som missionær til Bangladesh i fra 1975 – 1987.
Efter hjemkomsten fra Bangladesh i april vil ægteparret lede efter ’en lejlighed i en by nær ved en kirke’.
– Vi beder om Guds hjælp til at finde ud af, hvor det skal være, og vi tror på, at vi bliver ledt også til det nye sted, siger Jens Fischer-Nielsen.