Yngre præster på idé-lejr i Haslev

Præsteforeningens formand Per Buckholdt Andreasen.
Præsteforeningens formand Per Buckholdt Andreasen.

72 yngre præster var inviteret til at diskutere bl.a. gudstjenesteformer og undervisning på Innovation Camp den 27. -28. januar i Haslev.

Både biskopperne, Den danske Præsteforening og ministeren for ligestilling og kirke er spændte på, hvad der kommer ud af initiativet.
– Med Innovation Camp forsøger vi flere ting: At gøre noget ekstra for, at de yngre præster føler sig hørt og får mulighed for at danne netværk. Vi har aldrig haft sådan en idé-lejr inden for folkekirken før, så jeg er meget spændt på resultatet, siger Manu Sareen.

Fremtidens folkekirke

Arrangementet var for præster med højst ti års erfaring i embedet. Det er nemlig dem, der skal tegne folkekirken de næste 15-20 år, understreger Præsteforeningens formand Per Buckholdt Andreasen.
Som forberedelse til campen har der siden august 2013 været et debatforum på nettet, www.kirkelab.dk. Her har præsterne i målgruppen kunnet diskutere indbyrdes, skriver Ministeriet for Ligestilling og Kirke.