Uden Jesus fandtes vi ikke

Jesus er livet selv – han skabte os og frelste os. Og han kalder os til at være ét legeme.

Det er en meget stærk tid, vi lever i lige nu. Alt begynder at komme frem – det er, som om tingene ikke længere kan skjule sig, for nu må man tale åbenlyst om det hele. Både det der er godt, og det der ikke er godt.

Det er dejligt, at vi kristne også tør begynde på det nu – at tale lige ud af posen. For vi skulle jo gerne have samme Ånd, i Jesus Kristus, så vi ikke føler os stødte, fornærmede eller går i selvforsvar, men gerne vil høre på hinanden. Som brødre og søstre kan vi lære af hinanden med Jesu egen ydmyge og sagtmodige væsen i os. Hvis det altså er Gud, der står bag ordene, som bliver sagt, og de er i henhold til Guds ord i Bibelen.

Det virker ikke rigtigt, når man i folkekirken siger, at et lille barn er blevet ’født på ny’, genfødt, frelst igennem sin barnedåb, fyldt med HelligÅnden og nu er blevet kristen.
Børnene tilhører Jesus, og det helt automatisk, er jeg sikker på, også uden at de bliver døbt, men «bare» bliver velsignet, som Jesus selv gjorde det. Hvor længe eller hvor gamle de skal være, før de inderst inde er bevidste om deres forkerte handlinger, ved kun Gud. Men små børn kan jo tidligt komme til at tro på Jesus og bede, tale, med ham.
Og Niels Andersen (kronikken, udfordringen uge 8, red.) har ret i, at ud af alle de børn der bliver døbt og også konfirmeret, er tendensen mere det modsatte af, hvad der skulle karakterisere en ”født på ny”-kristen, der også er fyldt med Helligånden, med Jesu kærlighed udgydt i sit hjerte/ sin ånd. For de fleste er det nok mere verdens tidsånd, der trækker og er mere populær end Jesus, er jeg bange for…

Vi må vide, hvad forsoningen betyder

Kan det være rigtigt, at man i folkekirken ikke ved, hvorfor Jesus skulle dø på korset, og hvad forsoningen betyder? – At Jesus forsonede, forligte os med Gud, vores Far, igen, som den eneste der kan mægle mellem Gud og menneskene. Ved at han, Guds Søn, som selv er Gud, tog al vores skyld, straf og død på sig selv, i vores sted, og gjorde det muligt for enhver at komme hjem til Gud, og for evigt.

Alvorlige ord

Der er mange meget alvorlige ord i Bibelen, som taler om fortabelse – også for kristne, navnekristne, kulturkristne – hvis man fx ikke vil være Jesus bekendt, «skammer» sig over at man er kristen, af frygt for hvad andre mennesker vil sige.
Så siger Jesus jo meget alvorligt, at så vil han også skamme sig ved en, når han kommer tilbage til jorden sammen med Guds engle i sin og sin Fars herlighed. At Gud kan spytte en ud af sin mund, hvis man er for lunken og har ét ben i Guds verden og det andet i denne verden, som styres af Satan. Og hvis man lever som et uretfærdigt, ligeglad hjerteløst menneske, uden tanke og medfølelse for andre. Og at HAN, Kongen, Jesus Kristus en dag kan sige til én, at han ikke kender én, fordi man ikke hører ham til, – ved ikke at have valgt at leve med ham som sin elskede Herre, frelser, sin bedste ven og Gud, mens man havde lejlighed til det på jorden.

Evangeliet koster alt

Hvis evangeliet virkelig er gået op for én, koster det alt, men man får også alt. Man kan da ikke finde store, fantatiske og forunderlige ord nok, som kan beskrive eventyret en dag hos Gud, som man allerede så småt kan fornemme begynder allerede her.
Jeg ved i hvert fald, hvad den viden om evangeliet betød for mig. At det gjorde, at jeg kunne ånde lettet og lykkelig op. At livet i den sidste ende netop var, og en dag ville blive, så stort og vidunderligt, perfekt og ufatteligt spændende. Sådan som jeg også tænkte, det nødvendigvis måtte være – når jeg så på den perfekte natur, himlen, dyrene, og ja, menneskene, – selv om vi også gør hinanden så forfærdelig kede af det indimellem.
Før jeg forstod verden, igennem evangeliet, kunne jeg faktisk ikke holde livet ud. Menneskenes, og ikke mindst min egen, ofte dårlige opførsel hang bare ikke sammen med det perfekte skaberværk! Jeg kunne ikke magte alle problemerne i vores verden, og mindst mine egne.

Ligegyldigheden havde taget over

Jeg forstod ikke, hvorfor så mange mennesker var så kede af det, og mange af os så ofte følte os så ensomme og forladte, – og at det ofte var/er så svært og kompliceret at være sammen med mennesker, så det er «nemmere» at holde sig for sig selv og nærmest undgå hinanden.
Den tendens er blevet mere og mere udpræget. Hvorfor var kærligheden blevet så kold, ja næsten forsvundet, og blevet erstattet af ligegyldigheden, fremmedgørelsen, angsten og depressionen og ensomheden? Det ser jo håbløst ud, og hvordan skulle det overhovedet blive bedre, tænkte jeg. Jeg ville hellere væk herfra, for jeg kunne ikke holde det ud!

Så den åndelige verden

Så var det, jeg mødte Jesus. Men samtidigt så og mærkede jeg også dæmonerne. Pludselig forstod jeg meningen med livet, og hvor ondskaben, hårdheden, angsten, depressionen og døden kom fra! At hele verden var kommet i fangeskab og i Den Onde Satans og hans dæmoners vold.
Når man har forstået og måske også har oplevet begge sider af den åndelige verden, Guds fuldkomne kærlighed i hans Lys og Satans ondskab i hans Mørke, kan man ikke længere leve et «almindeligt» liv, som man gjorde før.
For hvis man bliver ”født på ny” ved at give sit liv tilbage til Gud, til Jesus, og lader sig frelse af ham, véd man, at Gud, Jesu Far, nu også er blevet ens egen himmelske Far, og nu er man blevet som en fremmed og udlænding på gennemrejse på jorden. Så véd man også, hvem denne verdens ”gud” er, og må undgå alt det, han lokker med af ødelæggende og forførende fristelser.
Men kærligheden fra Gud, som gives os i vores ånd, ved Guds Helligånd, er den, vi skal modtage og trives ved, sammen med hinanden – for vi er skabt i Guds kærlighed og vantrives lynhurtigt, hvis den ikke er til stede, når vi er alene og sammen med hinanden.
Det er mit store suk for folkekirken og min bøn til Gud, at de også der må blive mere bevidste om, hvad Helligånden kan gøre og vil give os alle. Ikke mindst kærligheden og derved nærheden mellem mennesker, som man fornemmer mangler lidt i folkekirken. Jeg er selv vokset op i folkekirken, i Indre Mission.
Jeg husker, at jeg som barn følte, jeg manglede noget i min tro på Jesus. Det gjorde mig frustreret og ked af det, men uden at jeg vidste, hvad det var. Som voksen, tyve år senere, vidste jeg, hvad det var, da jeg blev fyldt, (bevidst efter mit eget store ønske) med Helligånden i frikirken.
Der mærkede jeg det mærkbare nærvær af Gud, som Helligånden formidler, fordi det er en af hans opgaver. Derfor mærker jeg tydeligt forskellen også i dag, når jeg er i frikirken og i folkekirken, fordi jeg kender begge kirker.

Ikke en generalisering

Jeg ønsker ikke at generalisere, men der er forskel.
Jeg tror, der bare skal lidt åbenhed, erkendelse, villighed og undervisning om Helligånden til i folkekirken, så vi sammen kan blive frie, som kun Jesus kan gøre os virkelig frie. Så vi kan favne hinanden med hans kærlighed og opfylde det, Gud siger: At vi skal være ét i Ånden, i Jesus Kristus, fordi vi alle har drukket af den samme åndelige Kilde, Helligånden. Så kan det kan ses på os, at vi tilhører Jesus og tjener ham, fordi vi elsker hinanden, som søskende i Herren Jesus. Og så kommer nådegaverne også til os, og ikke mindst Guds eget stærke fredfyldte kærlige nærvær.
Så bliver det spændende – og jeg tror, det er den fornyelse, der er nødvendig for folkekirken, så mennesker udefra begynder at se, at det bestemt ikke er kedeligt at gå i kirke. Og vi skal ikke ligne hinanden i kirkerne, men hver især bare være den, Gud vil, vi skal være, og uden personsanseelse, forskelsbehandling.
Vi skal heller ikke selv anstrenge os og selv præstere en tro, for den er også en gave, som Jesus gerne vil give os, hvis vi beder ham om den, – ligesom at modtage Helligåndens hele fylde, som det også kun er Jesus selv, der kan døbe og fylde os med. Og det er faktisk nødvendigt at bede Jesus om hver dag at blive fyldt op på ny med Guds kærlighed, så vi kan elske de mennesker, vi møder, med hans kærlighed i os.
Når man opdager, hvem Jesus virkelig er, ser man, at han er Skaberen, sammen med sin Far og Helligånden, ja at han er livet selv, som besejrede Den Onde og en dag helt difinitivt vil tilintetgøre døden og Satan, og at der ikke ville være noget, der hed mennesker, hvis ikke han havde skabt os. Jesus gav os liv to gange – da han skabte os, og da han frelste os på korset.
Og en dag kommer Jesus igen til jorden og tiltræder sit kongerige i Himlen og på jorden og i hele universet.
Guds største ønske er, at alle mennesker skal ønske at være hans børn, men han har givet os det frie valg, fordi man ikke kan tvinge nogen til at elske sig. Det kan heller ikke engang Gud.