Cubansk præst i sultestrejke

Selv om forfatningen på den kommunistisk regerede ø sikrer trosfrihed, udsættes mange kristne for chikane. Derfor er pastor Manuel Alberto gået i sultestrejke for at understrege sit krav om en ny religionslovgivning på Cuba, fortæller den tyske menneskeretside idea.de.
Den nye lovgivning skal også sikre, at mindre og uafhængige religiøse grupperinger bliver anerkendt af staten. Manuel Alberto står i spidsen for en regime-kritisk bevægelse, der tæller 44 kristne fælleskaber. Bevægelsen stiller bl.a. krav om, at den kommunistisk ledede regering ophører med at diskriminere børn af kristne forældre i skolerne. Selv om trosfrihed er garanteret af den cubanske forfatning, bliver ikke-statsligt anerkendte religiøse grupper ofte chikaneret, truet og bragt til forhør af sikkerhedstjenesten.
Ud af Cubas 11,2 millioner indbyggere er omkring 50 % katolikker, 8 % protestanter og 17 % såkaldte spiritister.
LØJ