Gammel? Tid til bekymring!

Når der i familien eller blandt venner var 70 eller 80 års fødselsdag citerede ”min gamle far” et salmevers (i øvrigt skrevet over et vers i Bibelen: Sl. 90:10):

Halvfjerdsindstyve er støvets år,
om firsindstyve en kæmpe når
des mere han får at døje.

Da jeg var blevet 70, og jeg hørte om nogen, der fyldte 100 år, tænkte jeg, at det orkede jeg ikke.
Nu er jeg over 80, ja 89, og læste forleden i et blad om en dame, der fyldte 100 år, og derfor fik besøg af borgmesteren. Han spurgte hende, om det var noget med et par timers hjemmehjælp om ugen. Det ville hun tænke lidt over og så ringe til ham i løbet af en uges tid. Hendes svar var da: ” Jo, et par timer kan gå, men så vil jeg have det ”sort”, og så må det ikke være længere, end jeg kan cykle derhen.”
Så tænker jeg, selv om jeg er en mand, at det måske slet ikke er så slemt at blive 100 år.
Frygten for at man bliver vran… nej, at jeg bliver vranten og sur, er det så bekymringen?
At jeg skal have hjælp til at gå i bad, ja, så længe min hustru kunne hjælpe mig, var det jo ingen sag, men en skønne dag kommer hjemmehjælperen – tak for det, dejligt for dem, der har brug for det, men nu er det mig. Jo, jeg vænner mig sikkert til det.
”Jeg går derhen, hvor selv kongen går alene”, sagde vi i ”gamle dage” når vi skulle på toilettet, og jeg kan ikke huske, at min mor hjalp mig, så det er mange år, jeg ’har gået alene’. Og når vi kommer dertil, er det nok det punkt, jeg ’frygter’ mest.
Og så er det jo der, jeg allermest har brug for at tage Mattæus-ordet til mig, når han skriver i kapitel 6 vers 34:
”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”