En drøm om tillid

Af Anne Mette  Overgaard Udsendt som  volentør af Impact
Af Anne Mette
Overgaard
Udsendt som
volentør af Impact

“Jeg gik på gaden på vej hjem kl. 4 om morgenen, da noget gik i stykker i mit baghovede. Det var som om, nogen lukkede al luften ud af en dykkerflaske. Pssshh… Jeg indså, jeg ikke var nødt til at bekymre mig for, om jeg ville blive skudt ved den næste mørke gyde. Det her kæmpe tryk lettede.”

Sådan beskriver honduranske David, min ven og tilflyttet øbo, sit møde med virkeligheden på dykkerparadiset Utíla, en af Honduras’ mest turistede øer. Ligesom det tog David 3 måneder på øen at nå denne erkendelse, er jeg først efter 2 måneder på det honduranske fastland begyndt at få en fornemmelse af, hvad det vil sige at leve i den virkelighed, han er flygtet fra, og som er hverdag for børnene på børnehjemmet, hvor jeg arbejder. At Honduras er et farligt land, er synligt for enhver, som kommer hertil, men det har overrasket mig, præcis hvor meget tankekapacitet det optager at høre om bekendte, der er blevet overfaldet, og altid have den meget reelle fare i sin bevidsthed.

Alligevel er den grundlæggende tillid til andre mennesker, som er så eminent i Danmark, svær at ryste af sig. Og erkendelsen af, hvor svært det er at nære tillid eller mistillid, hvis man er vant til det modsatte, er blevet vigtig for mit arbejde på børnehjemmet. David og jeg har to modsatrettede ønsker, som i bund og grund er det samme. Han ønsker at give os en forståelse for et liv i mistillid:

“Jeg vil bare have jer til at indse, at det at leve et sted, hvor kriminalitet kun eksisterer som underholdning i film, er en drøm. For de mennesker, der lever derovre (han peger mod fastlandet), er kriminalitet en bror, en søster, en mor. Din familie og dine bedste venner er nyhederne. I europæere lever i en drøm.”

Jeg ønsker det modsatte, at lære børnehjemmets børn om den drøm, om tillid. Det er sandt for alle drømme, at de kræver stof fra den vågne tilværelse at forme sig af, og jeg håber som en del af en stadig strøm af volontører gennem mit arbejde og mine beretninger fra Danmark at kunne give børnene stof til at kunne drømme den drøm for sig selv.