Bøn for Jammerbugten og Halsnæs

I stadig flere kommuner samles kristne grupper for at bede for deres lokale samfund og for Danmark.

I Halsnæs kommune fortæller Kirsten Mogensen:
– Vi er en gruppe på ca. 10 personer, der mødes tirsdag morgen kl. 9 i Frikirken i Frederiksværk og beder for præster, kirker, politikere, skoler osv.
Vi holder også bede-/fastedage et par gange om året.

Jammerbugten

Også i Jammerbugt kommune i Nordjylland samles en bedegruppe i Kettrup ved Fjerritslev:
– I 2010 begyndte vi at samles til bøn i Kettrup Kirke under ledelse af vor sognepræst Henning Smidt, fortæller Kresten Klitgaard.
– Vi samles hver onsdag i kirken foran altret, hvor lysene bliver tændt. Vi begynder med at synge en salme og dele et bibelord sammen og går så ind i bøn for vort land og folk, for kirke og menighed, for hjem og familie og for evt. syge og nødlidende i vor menighed.
Jeg håber, at endnu flere i vor kommune vil melde sig som forbedere, så hele Jammerbugt Kommune må blive dækket ind med forbøn, opfordrer Kresten Klitgaard.

Billund

Vi har tidligere fortalt om Billund kommune, hvor en gruppe mødes i Vestermarkskirken i Grindsted. Og nu fortæller Kirsten Nielsen, at der også i forbindelse med Indre Mission er en gruppe, som mødes hver mandag og beder for byen, sundhedssektoren, præsterne og alle, der gør tjeneste i kirkeligt arbejde, konfirmander, unge under uddannelse, syge og forfulgte i andre lande.
Gruppen blev oprettet af en ung mand, Søren, som nu er flyttet til København. Men de tilbageblevne er meget taknemlige for hans initiativ.
Udfordringen opfordrer til, at der i alle danske kommuner på tværs af kirkeskel dannes fælles bedegrupper, som mødes mindst en gang om måneden – og gerne oftere. Vi tror, at forbøn er vejen til forandring – både lokalt og på landsplan.
Nye grupper må gerne melde sig hos Forbedere@Udfordringen.dk.
Se artiklen om bøn på side 16-17. Og bed gerne for Danmark i anledning af grundlovsdagen. (Se leder side 6.) Der er meget brug for en åndelig forandring i det politiske liv.