Kidnappede drenge fundet dræbt nær Halhul
Efter 18 dages intensiv eftersøgning af Vestbred-området for de kidnappede tre drenge har israelske sikkerhedsstyrker mandag fundet dem dræbt i Khirbet Aranava-området nær byen Halhul.
De tre teenagere – Naftali Frenkel, 16, Gil-Ad Shaer, også 16, og Eyal Yifrach, 19, blev meldt savnede, efter at de havde forsøgt at hitchhike sig frem til deres hjem.
Israels befolkning har med bæven fulgt eftersøgningen. Der var hele tiden frygt for deres skæbne. Man vidste, at de var i livsfare. Mange har troet, at de forlængst var blevet dræbt. Det gik som mange frygtede.
Medfølelsen samles omkring familierne til de dræbte, der i næsten tre uger har været i uvished, men frygtet det værste. Det vides endnu ikke, hvem der har foretaget udåden. Jagten på dem fortsætter. Det er ikke oplyst, i hvilken forfatning ligene af de tre kidnappede er – om de var blevet udsat for tortur, eller hvordan de døde. Selv den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har fordømt bortførelsen og krævet de kidnappedes tilbagevenden.
Det israelske militær har under den omfattende eftersøgning på Vestbred-området arresteret snesevis af Hamas-aktivister og undersøgt organisationens kontorer.
Statsminister Benyamin Netanyahu har beskyldt Hamas for kidnapningen fra det øjeblik, de tre drenge meldtes savnede. For nogle dage siden frigav Israel navnene på to mistænkte i kidnapningen, begge allierede med Hamas. Familierne til de tre teenagere har fremsat bevægende offentlige appeller om de tres tilbagevenden, og moderen til en af dem, Rachel Frenkel, har talt i FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve.
– Jeg gennemlever en mors mareridt, sagde hun.
Søndag aften deltog titusinder af israelere i et massemøde på Rabin Pladsen i Tel Aviv for at støtte familierne og kræve de kidnappedes tilbagevenden.
Politiet er kommet under skarp kritik, efter at det har vist sig, at et nødopkald blev ignoreret fra en af teenagerne den nat, de forsvandt, og hvor han fik frem, at de var blevet kidnappede.