Stærk kritik af politiet og Netanyahu i kidnap-sagen
Fire døgn efter kidnapningen af de tre israelske teenagere er der stadig intet spor, men situationen er nu ved at udvikle sig til en stærk kritik af politiet og statsminister Benyamin Netanyahu for deres behandling af sagen.
Der foreligger nu følgende nye detalje:
Da en af de kidnappede var ved at blive tvunget ind i bortførernes bil, lykkedes det ham at få kontakt med politiet ved hjælp af sin mobiltelefon over alarmsignalet “100” og han råbte da:
– Vi er blevet kidnappede.
Så blev der stille.
Alarmen lød torsdag aften kl. 22.25, og den blev modtaget af en kvindesoldat, der gør tjeneste hos politiet. Hun lod den gå videre til nogle overordnede, der imidlertid afviste opkaldet som en spøg.
Først kl. 3 om natten, da faderen til en af de bortførte tog til en politistation for at meddele, at hans søn var savnet, blev sikkerhedsstyrkerne alarmeret.
Der var da gået omkring fem timer, i hvilket tidsrum bortførerne kunne skjule deres spor og gemme de kidnappede af vejen.
I Israel er der reageret vredt på politiets brøler med ikke omgående at underrette sikkerhedsstyrkerne, og i en lederartikel idag i “Jerusalem Post” hedder det, at det ikke er første gang, at politiet har været forsømmelig ved sådanne henvendelser, og at en 21-årig kvinde, Imbal Amram, for otte år siden var blevet dræbt af bortførere, mens politiet nærmest gjorde nar af hendes far, da han henvendte sig på en politistation for at rapportere om sin savnede datter.
“Post” skriver”
– Al mistanke om en seriøs forbrydelse skal omgående videregives.
Danino
Politikommissær Yohanan Danino kritiseres også stærkt for at han – der var på en konference i USA, da kidnapningen fandt sted – blot vendte tilbage til Israel 67 timer senere.
Ifølge politiet tog Danino hurtigst muligt tilbage. Men en luftfarts webside viser, at der var fire direkte flyvninger fra New York til Tel Aviv i det pågældende døgn.
Netanyahu
Den kendte klummeskriver Shimon Shiffer skriver i bladet “Yediot Aharonot”:
– I stedet for at skyde skylden på præsident Mahmoud Abbas og udenrigsminister John Kerry må statsminister Benyamin Netanyahu tage et fuldt ansvar for sin rolle i sammenbruddet af sikkerheds-opfattelsen, han har ledet i de sidste år.
– Ved at løslade palæstinensiske fanger i udveksling med israelske gidsler har Netanyahu opmuntret til at bortføre yderligere israelske soldater og borgere. Med sine egne hænder har han vist dem vejen til succes. Mange israelere lever nu i frygt for at blive kidnappede. Når denne krise er slut, vil vi så drage de historiske konklusioner og forstå, at der bag denne individuelle celle er millioner af palæstinensere, som aldrig vil opgive deres ønske om at leve med selvbestemmelse og i frihed, adskilt fra os.