Vær modig og elsk

Af Henrik Engedal ung@udfordringen.dk
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk

To tidligere medlemmer af det kæmpestore metalband KORN går ud i køen til deres koncerter og tilbyder at bede for folk. Både til helbredelse og til tro på Jesus. De ser mange helbredt og frelst.

En lovsangsleder går rundt på gaden i hinduernes hovedsæde i en ældgammel by i Indien og synger om Gud. Han risikerer at blive banket og dræbt, fortæller de lokale kristne ham.
To fyre beder for folk på gaden, folk mærker varme og følelser, de har svært ved at beskrive. En fyr bliver næsten helt helbredt.
I går så jeg den meget opmuntrende film ’Holy Ghost’ på internettet. Et filmhold havde sat sig for at lave en film om Helligånden, og Helligånden skulle også vejlede dem i, hvordan selve filmen skulle være. Derfor tog de store chancer.
Det blev til en rigtig interessant film, synes jeg. Jeg blev rørt af hele pointen, som var, at vi skal begynde at lade os lede af Helligånden, fordi det giver langt de bedste resultater.

Men det har du måske hørt før?

Ja, mon ikke? Men som Jesus sagde i en af sine lignelser, så betyder det ikke så meget, hvad vi hører. Det betyder meget mere, hvad vi gør. Det udfordrer mig meget!
I lignelsen om manden, der byggede huset på klippegrund, bliver ham, der gør dette, beskrevet som ham, der netop både hører, hvad Jesus siger – og gør det! Den anden (tåbe) er ham, der hører det hele, men ikke handler på det (se Matt. 7,24).
Jeg troede faktisk i lang tid, historien handlede om at tro/ikke tro på Jesus, men det gør den ikke. Den handler om, at din tro skal have konsekvenser. Ikke om antallet af prædikener, du har hørt…

Og det handler faktisk også rigtig meget om mod.
Mon ikke de to tidligere KORN-medlemmer lige skulle sluge det image, som de havde opbygget, og som mange fans havde af dem, inden de gik ud til fansene?
Mon ikke det krævede en hel del mod fra lovsangslederen, da han lovsang midt i de militante hinduers højborg?
Tænk, hvis vi kristne var de modigste af dem alle. Hvad ville det så ikke blive til, når Helligånden vejledte os? Det er på tide, at vi alle sammen tager lidt mere risiko i livet med Gud, hvis vi skal se Guds rige bryde igennem. Vi skal være modige!
Det koster helt klart noget, men hvad har du at miste? Din stolthed? Dit image?
Og hvad så?