Vi skal leve efter vores værdier
25-årige Teresa Blay er kommunikationsansvarlig på et missions-universitet på Hawaii. Midt i arbejdet for Gud er hun bevidst om stadig at give ham lov til at arbejde med hendes karakter.
Klokken er 22 her hos mig. Hos Teresa Blay er den 10 om morgenen – den samme dag. Hun befinder sig nemlig på den modsatte side af jordkloden på Hawaii. Og hun er ikke på ferie.
Teresa Blay er ansvarlig for kommunikationen på Ungdom med Opgaves universitet i Kona på Hawaii, University of the Nations. Her arbejder hun frivilligt mindst ti timer om dagen med både intern kommunikation og universitetets tilstedeværelse på de sociale medier.
Strategisk kommunikation skaber mission
– Det er vist Guds skyld, at jeg er endt her. I 2007 tog jeg en DTS (Discipel Trænings Skole, red.) her på Hawaii, og siden da har Hawaii for mig været et sted, hvor jeg kunne vokse med Gud. Teresa tøver lidt på den småforsinkede telefonforbindelse fra den anden side af jorden. Det er tydeligt, at hun til dagligt først og fremmest forklarer sig på engelsk.
– Desuden tror jeg virkelig på styrken af strategisk kommunikation. Det er en anderledes måde at udleve kaldet til mission på. Jeg kan have medindflydelse på missionsmarken over hele verden ved både at udruste de studerende her og at være med til at inspirere kommende elever til at tage hertil, forklarer hun.
Siden 2007 har hun også selv brugt to år i Mexico som missionær og tre måneder i Costa Rica.
– Mission er vigtig for mig på grund af det, Jesus har gjort for mig. Det ønsker jeg også, at andre skal opleve i deres liv. Han har taget mit liv, som var ligegyldigt og spildt på egoisme og selviske handlinger, og givet det mening, så jeg i dag kan være til velsignelse for andre, fortæller Teresa.
Det er nu hendes syvende måned sammenlagt i kommunikationsafdelingen, efter hun vendte tilbage i begyndelsen af september i år. Før det havde Teresa, som er dansk-nicaraguansk, tre måneders arbejds-ferie i Danmark.
En stor løgn
Teresa Blay er kun 25 år, og har allerede investeret mange år i mission og gjort mange ting for Gud. Men hun er opmærksom på, at det ikke bare skal tage sig fint ud.
– På trods af alt det, jeg gør og står for udadtil, kan mit liv nemt blive en stor løgn, hvis jeg ikke også står for det indvendigt. Hvis jeg ikke selv lever efter mine værdier, så bliver det bare tomme ord og handlinger, forklarer hun.
Det er også derfor, en af Teresas seneste tilbagevendende bønner har været ”Jesus, hjælp mig at vokse i karakter.”
På sin rejse tilbage til Hawaii i begyndelsen af september oplevede hun et meget tydeligt svar på den bøn.
– På min mellemlanding i Montreal i Canada havde jeg efter planen omkring 45 minutter til at nå mit næste fly. Eftersom mit første fly blev forsinket, havde jeg ca. en halv time, da jeg endelig landede, husker hun.
En tikkende bombe
Hun fandt ud af, at det var muligt at immigrere til USA allerede i Canada, så hun ikke skulle bruge tid på det i USA. Uheldigvis blev hun i immigrationen kaldt ind til et længere interview, og tiden løb afsted. Da hun endelig kom igennem, var det for sent, flyet var lettet.
Teresa henvendte sig i informationen og spurgte, hvad hun nu skulle gøre.
– Den rare dame tilbød at booke en plads for mig på det næste fly, der fløj næste morgen, men på daværende tidspunkt var jeg en tikkende bombe. Har du nogensinde diskuteret med en person, der har de mest uregerlige argumenter, og det er tydeligt, at det er ligegyldigt, hvad du siger, dit svar vil altid være forkert? Selvom jeg er meget lille fan af den slags situationer, var jeg pludselig blevet den person, indrømmer Teresa, og fortsætter:
”Nu er du
klar til at vokse”
– Jeg er god til kommunikation, og jeg havde ordene i min magt. Man kan undre sig over, hvad jeg forsøgte at opnå i denne situation? Men jeg blev bare ved og ved og ved med at tale, lige indtil hun stoppede med at smile. Jeg havde fået ram på hende. Pludselig stod det klart for mig: ”TERESA! Siden hvornår er du blevet sådan en hysterisk drage, når tingene ikke går, som de skal? Hold øje med din egen karakter.”
Teresa fik det forfærdeligt, da hun opdagede, hvad hun havde gang i og skyndte sig at undskylde og acceptere den løsning, som den rare dame tilbød hende. Senere på aftenen så hun kvinden hygge sig med sine venner.
– Jeg sagde til Gud, endnu en gang, at jeg var ked af den måde, jeg havde håndteret situationen på. Han sagde: ”Godt! Nu er du klar til at vokse i karakter”, smiler Teresa, som kom godt hele vejen til Hawaii – blot med et døgns forsinkelse undervejs.
Teresa Blay har i øjeblikket orlov fra sin kommunikationsuddannelse i Danmark, men regner med at fortsætte den som udvekslingsstudent i Hawaii til foråret.
Interesserede kan følge med i Teresa Blays liv på teresablay.net.