Er vi i Danmark ved at begå etisk selvmord?

Nedskæringen minder om kong Davids forbrydelse mod Urias, mener generalsekretær Lehnart Falk.
Nedskæringen minder om kong Davids forbrydelse mod Urias, mener generalsekretær Lehnart Falk.

Det er en etisk katastrofe, hvis vi beskærer hjælpen til de fattigste med 2,5 milliarder, mener Lehnardt Falk fra ADRA. Stig Grenov (KD) peger på, at blå blok er splittet i spørgsmålet.

Regeringen har sammen med SF og Enhedslisten fremlagt en aftale om en omlægning af en del af udviklingsbistanden til at dække øgede udgifter til modtagelse af flygtninge. Det betyder, at 1 mia. kr. tages direkte fra fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene. Det er et etisk selvmord, mener ADRA.

– Det er beklageligt, at ulandsbistanden må holde for til at dække de voksende asyludgifter. Det oprindelige udspil i sidste måned lød på 2½ mia kr., så i lyset heraf er resultatet trods alt bedre, end vi havde kunnet frygte, men når vi har med verdens fattigste at gøre, tæller hver en krone.
Nedskæring af udviklingsbistanden til verdens fattigste er en politikerskabt humanitær katastrofe i svøb og et bebudet selvmord på Danmarks etiske ansvar.
I praksis vil det sige, at støtten til langsigtet udvikling og fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene vil blive voldsomt beskåret, og at man tager fra de fattige for at vore gæster kan få mad, skriver generalsekretær Lehnart Falk fra ADRA (Adventist Development and Relief Agency).

Diabolsk udspekuleret

ADRA’s synspunkt bakkes op af KristenDemokraternes landsformand, som bl.a. fokuserer på den mulige afskaffelse af Dansk Flygtningehjælp i Flygtningenævnet:
Kristne skal ikke sendes tilbage til den visse død, fordi Venstre og Konservative skal spare udgifter til asylansøgere. Det er, hvad Kristendemokraterne er overbevist om vil ske, hvis man afskaffer Dansk Flygtningehjælps plads i flygtningenævnet.
Fjernes den organisation, mister vi indsigt om forholdene i ansøgerens hjemland, og menneskers skæbne vil alene være overladt til jurister. Det er en fatal tilbagevenden til VK-regeringens tid, hvor Danmark returnerede piger til religiøse tvangsægteskaber og kristne til forfølgelse, tortur og død.
Det er diabolsk udspekuleret, når økonomiske hensyn bevidst lukker det ene øje for at få flere flygtninge sendt retur. Det handler om mennesker, hvis tårer man ikke kan se, og skrig man ikke kan høre.
Skulle Sverige så også have returneret danske jøder under krigen med henvisning til, at de ikke havde råd?spørger Stig Grenov.

’Du er manden’

Lehnart Falk minder om beretningen om Kong David, som gjorde Urias’ hustru gravid og derefter fik manden dræbt. Det fik profeten Natan til at fortælle David en lignelse om en rig mand:
”En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.” (2. Samuels bog kap 12).

Etisk katastrofe
Med 51 mio. mennesker på flugt verden over er flygtninge næppe et midlertidigt problem. Skal vi så – som Venstre har foreslået – spare yderligere 2,6 mia. på ulandsbistanden?
Med 51 mio. mennesker på flugt verden over er flygtninge næppe et midlertidigt problem. Skal vi så – som Venstre har foreslået – spare yderligere 2,6 mia. på ulandsbistanden?

Resultatet bliver en etisk katastrofe, mener Falk.
– Flere børn vil dø. Flere kvinder vil blive undertrykt. Mindretal vil blive forfulgt. Sygdomme vil florere. Klimaforandringer vil blive værre. Ikke på grund af naturkatastrofer, krig og konflikt – men fordi vores politikere ikke vil det gode.
Danmark kan ikke redde verden, og de nævnte problemer vil også findes i et eller andet omfang, uanset dansk bistand, men problemerne vil vokse, hvis vi skærer i bistanden. Det er et faktum. Ligesom det er et faktum, at dansk udviklingsbistand er både effektiv og omkostningsbevidst, understreger Lehnart Falk.

Skader alle parter

I virkeligheden vil en sådan nedskæring trække tæppet væk under vores egne projekter i de fattige lande. Det skader både Danmarks omdømme og underminerer vores effektive bistand, mener Falk.
– Danmark har i 50 år ydet et kæmpe arbejde for verdens fattige. Vi er en humanitær stormagt i udviklingslandene. Ja, vi modtager nogle få tusinde flygtninge, mens lande som Libanon, Jordan, Tyrkiet, Kenya, Uganda, Libyen, Irak modtager hundrede af tusinder og millioner.

Kvæles i eget fedt

– Regeringen taler om, at ”bundlinjen er, at vi hjælper mennesker i nød”. Vrøvl. Bundlinjen er, at vi hellere vil lade vores udviklingspolitik smuldre for at løse en konkret og ikke faretruende situation i vores eget land.
Bundlinjen er, at vi lader en masse mennesker i verden i stikken, fordi vi ikke vil undvære et gram af alt det fedt, vi alligevel er ved at kvæles i.
Vi har et etisk ansvar for at hjælpe fattige og sårbare mennesker og pligt til at dele noget af vores ufattelige rigdom, så andre kan leve et liv i sikkerhed og værdighed.
Politik er at prioritere og fordele ressourcer, og nu fordeler regeringen midler fra verdens fattige til at løse et angiveligt midlertidigt problem.
Med 51 millioner mennesker på flugt verden over er det nok urealistisk at betragte flygtninge som et midlertidigt problem, så hvad gør vi til næste år?
Skal vi også – som Venstre har foreslået – spare yderligere 2,6 milliarder kroner på ulandsbistanden?
Og jeg har ellers været så stolt over at være dansk, slutter Lehnart Falk.

Blå blok splittet
Blå blok er splittet i sagen, siger KD’s Stig Grenov.
Blå blok er splittet i sagen, siger KD’s Stig Grenov.

Stig Grenov konstaterer, at blå blok er splittet i asylspørgsmålet:
– Menneskers værdighed må aldrig ligge under for en økonomisk beregning. Ryk tættere sammen, mens terrororganisationen ISIS nedkæmpes, eller lad en skat på spekulanters finansielle transaktioner betale gildet.
Men Dansk Flygtningehjælp skal fortsat repræsenteres i flygtningenævnet. Det menneske, der er forfulgt for sin tro eller etniske tilhørsforhold, skal ikke returneres til en sikker dødsdom.
Kristendemokraterne ønsker en blå regering med et menneskeligt ansigt, fastslår landsformanden.