Missionærer informerer om ebola i Senegal

Hvis man ikke forstår fransk eller Wolof, går man glip af den livsvigtige information om ebola i Senegal. Nu har et forfatterværksted produceret materialer på mindretalssprog.

To engelske missionærer fremstiller nu materialer om ebola for de mindre sproggrupper i Senegal.

Clare Orr og Elisabeth Gerger arbejder med læse-skriveundervisning (literacy) for Wycliffe Bibeloversætteres partnerorganisation SIL i Senegal. De to kvinder står netop nu centralt i arbejdet med forebyggelse af ebola i det vestafrikanske land.

Minoritetssprog svigtes

Desværre er de etniske mindretal ofte de sidste til at modtage den livsvigtige information fra sundhedsmyndighederne. Ude i landsbyerne forstår mange mennesker nemlig ikke ret meget fransk, som er Senegals officielle sprog – eller det meget udbredte Wolof-sprog.
Der informeres meget om ebola gennem både radio og tv – men kun på de to store sprog, som langt fra forstås af alle.
Men her kan minoriteterne få hjælp gennem SIL-arbejderne, som netop arbejder med læsematerialer i de mindre sprog.

Materialer om ebola på modersmålet

Clare og Elisabeth arbejder til daglig med at fremstille bøger og lære børn og voksne at læse på modersmålet. Gennem bøgerne får mindretallene vigtig information om fx landbrug eller sundhed.
Men netop nu er ebola det vigtigste emne. I september holdt missionærerne en workshop for at fremstille informationsmateriale om ebola-virus.
I landsbyerne vil der altid være nogle, som kan læse på modersmålet. Og de kan så læse højt af informationsmaterialerne for de medborgere, som er analfabeter.

Frygt for sygdommen

Der er angiveligt ingen ebola i Senegal. En tidligere ebola-smittet bragte smitten med sig fra et naboland, men ingen af dem, han havde været i kontakt med var blevet smittet.
Alligevel breder frygten sig på grund af det alvorlige udbrud i nabolandene. Derfor må også Senegals befolkning informeres grundigt om sygdommen og dens smitteveje.
Clare og Elisabeth inviterede lokale oversættere til et forfattervæksted for at skrive om ebola. Samtidig arrangerede de et besøg af en senegalesisk læge, som kunne besvare spørgsmål om sygdommen.
Resultatet blev et informationsmateriale med både plakater og pjecer.
– Man følger to kvinder, Mariama og Aminata, som begge to får ebola. Mariama tager ikke symptomerne alvorligt, så hun kommer til at smitte sin familie, hvorefter hun selv dør. Men Aminata tager straks på sygehuset, og hun bliver rask igen, fortæller Clare og Elisabeth.

Farlige rygter

Missionærerne håber, at letforståelig og præcis information om ebola vil kunne rette farlige misforståelser. Nogle falske rygter i Senegals nabolande går ud på, at ebola er ’plantet’ af hvide mennesker, som vil stjæle afrikanernes organer.
Andre mener, at regeringerne overdriver problemet for at få flere penge ud af internationale donorer. Samtidig er det traditionelle afrikanske verdensbillede helt anderledes end det vestlige, og det gør det vanskeligt at skabe opmærksomhed om virus og dermed få kontrol med krisen.

En forbandelse?

I traditionel afrikansk religion skyldes sygdom, at en gud (fetish) er blevet vred – eller at et ondt menneske har lagt en forbandelse på én. Det betyder, at sygdom skal bekæmpes på et ’åndeligt plan’ – og den syge vil derfor opsøge en åndemaner.
– Vi må sikkert også være åbne for, at det vestlige syn på sygdom, som helt ignorerer de åndelige faktorer, kan være lige så forkert, siger de to missionærer. Men lige her og nu er problemet, at mange folk i landsbyerne ikke har nogen anelse om, hvad virus er.
Der er en verden til forskel mellem folk her og de læger, som bærer gule sikkerhedsdragter og masker. De ser skræmmende nok ud for os – hvordan opfattes de så ikke af folk i en landsby langt ude i bushen? spørger missionærerne bag informationskampagnen.
Det officielle dødstal for ebola-tilfælle i Senegals nabolande er over 5.000. Nogle eksperter frygter, at der reelle tal er omkring 9.000. Epidemien er dog på retur i Liberia, oplyser WHO.