Pilgrimsrejse til Nidaros

s15_Veje til nidaros_forsideJørgen Johansen har skrevet endnu en bog om at nå et pilgrimsmål, denne gang om det, der via veje i Danmark, Sverige og Norge ender i Trondheim.

Skal man vælge sig en rejseleder ud på de store, europæiske kultur- og pilgrimsveje, vil man gøre vel i at lade loddet falde på Jørgen Johansen. Specielt, hvis rejsen foretages fra lænestolens bekvemme dyb, hvor der gives mulighed for en ganske særlig art ro og fordybelse.

Om Jørgen Johansen kan det med rimelig grad af sikkerhed siges, at hvad han ikke ved at berette, nok heller ikke er værd at berette. Han skriver i dén grad alle andre sønder og sammen, at de – alle deres gode kvaliteter ufortalt i øvrigt – på det nærmeste hevises til gulvniveau. Det er måske uretfærdigt, men sådan er det. Med andre ord: fremragende formidling, der gør verden – eller i al fald vores egen lille horisont – større.
Det er langtfra første gang, forfatteren prøver kræfter med dette stof; i 2005 udgav han det glimrende opslagsværk, Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser, der har gjort nytte lige siden, og ellers har han bl.a. i 2008 skrevet om Vejen til Rom (anm. uge 18/2009), hvor han slår følgeskab langs Via Francigena med en broget hærskare af pilgrimme, købmænd, konger, krigere og andre rejsende; denne bog efterfulgtes i 2011 af den brogede beretning om 1000 års rejser langs Vejene til Santiago.

Undervejs mod Nidaros, Trondheim
Jørgen Johansen (f. 1941), forfatter og journalist, har siden 1964 skrevet litteraturanmeldelser til Berlingske Tidende. I årene 1971-2009 ansat i DR. Som forfatter har han gjort rejseskildringen og europæisk kulturhistorie til sit speciale. Hans forfatterskab indbefatter bl.a.: Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser (2005), Vejen til Rom (2008), Vejene til Santiago (2011) og Veje til Nidaros (2014). (Foto: Robin Skjoldborg)
Jørgen Johansen (f. 1941), forfatter og journalist, har siden 1964 skrevet litteraturanmeldelser til Berlingske Tidende. I årene 1971-2009 ansat i DR. Som forfatter har han gjort rejseskildringen og europæisk kulturhistorie til sit speciale. Hans forfatterskab indbefatter bl.a.: Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser (2005), Vejen til Rom (2008), Vejene til Santiago (2011) og Veje til Nidaros (2014). (Foto: Robin Skjoldborg)

Denne gang går turen så til Nidaros, det navn, man i middelalderen brugte om Trondheim. Byens navn er tæt knyttet til Olav den Hellige (995-1030), der går for at have kristnet Norge. Og der blev taget skrappe midler i brug; Olavs fortid som brutal vikingehøvding fornægtede sig ikke: den islandske forfatter Snorre Sturlason fortæller således, at enten lod man sig døbe, eller man måtte afgå ved døden.
Som i sine tidligere bøger viser Jørgen Johansen, at vejhistorie også er kirke-, kultur- og handelshistorie. ”Hukommelsens landeveje” kalder han de gamle pilgrimsveje. I den aktuelle bog er synsvinklen specifik nordisk, men det er altsammen en del af det europæiske. Den jyske Hærvej er fx et vigtigt bindeled mellem Norden og det resterende Europa.
Jørgen Johansen har et blik som en ørn, når det kommer til naturbeskrivelser. Hans begejstring for det stofområde, der i høj grad er blevet hans egen lille niche, er uforfalsket og smittende. Men som man siger: det er også muligt at få for mange vitaminpiller! Sine steder kan man miste både pusten og forståelsen, når der – som fx på side 226 – leveres en 14 linier lang karakteristik af Trondheim! Her havde det været på sin plads, om en mere kritisk redaktør havde haft den røde kuglepen fremme.
Men visse ting må man bære over med. Således også her. Møderne med Olav den Hellige selv; Birgitta af Vadstena; Sigrid Undset og hendes romanfigur Kristin Lavransdatter; rejsen over Dovrefjeldet og gennem Gudbrandsdalen: knivskarpt og generøst viderebragt (selv historien om De Tre Bukke Bruse lykkes det på underfuld vis forfatteren at få med).

At finde Gud – eller sig selv

Det er hævet over enhver tvivl, at pilgrimsrejserne for alvor har fået en renæssance i vore dage. Det kan der være flere grunde til. Fx kan der være rigtig god mentalhygiejne i bare det at sætte tempoet ned og tage lidt lempeligt på samfundets evindelige morgen-til-aften præstationskrav. Her er vi samtidig inde på noget, der måske adskiller motivationen bag pilgrimsrejserne før og nu: dengang var det i højere grad end nu et spørgsmål om at finde Gud; ja, jeg vover den påstand! I vore dage skal mange blot ”finde sig selv”. En ikke ringe forskel.
Sidst i bogen italesætter Jørgen Johansen et aspekt, som godt kunne fortjene større opmærksomhed, nemlig det økumeniske:
”På pladsen foran Nidarosdomen (se foto øverst, red.) mødes mennesker fra alle verdenshjørner. Katolikker, protestanter, ortodokse og konfessionsløse. De skeptiske troende, de søgende ateister og de forhåbningsfulde tvivlere står ved siden af hinanden” (s. 232).
Normalt er det ikke en fornøjelse at blive belært af andre – men når det ellers kan ske som her, hvor Jørgen Johansen ruller sig ud, kan man næsten kun kapitulere. Forbeholdet er allerede nævnt. Billeddelen er en fornøjelse. En oplagt gave-idé for kulturhistorisk interesserede.

Jørgen Johansen:
Veje til Nidaros
– Pilgrimsspor gennem
Danmark, Sverige og Norge
248 sider • 300 kr.
Gyldendal