Det dårlige fra fortiden plager mig stadig

Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne dele et par ord med dig. Jeg er pensioneret folkekirkepræst, og jeg har et stort problem. Jeg ved ikke, i hvor høj grad mit problem er sygeligt. Men selv om din Brevkasse hedder ”Fra sygdom til sundhed”, vover jeg alligevel at skrive til dig om mit problem, for det gør meget ondt på mig. Problemet er, at jeg glemmer meget, og det hører nok til dels sammen med alderen.

Men mit problem er også, at det er de forkerte ting, jeg glemmer. Jeg har ikke den nødvendige hukommelse i forhold til det nuværende, altså til dagen i dag. Derimod plages jeg af hukommelsen om alt det dårlige, der er sket i fortiden.
Jeg er nok fortsat og har vel altid været en følsom natur. Jeg har forsøgt at leve mit liv med venlighed overfor alle. Jeg føler også, at jeg har været åben og tjenstvillig overfor alle. Men alligevel føler jeg, at livet har givet mig skrammer. Jeg synes, at jeg er blevet udsat for megen uretfærdighed.
Ofte er det kommet fra helt uventet kant. Fra mennesker tæt på. Ofte har det været så uventet og skuffende, at jeg næsten troede, at det var noget, jeg drømte. Men jeg er ikke bitter, og jeg bebrejder ingen. Det ligger slet ikke til mig. Hændelserne ligger mange år tilbage, da jeg var en ret ung præst.
Mit problem er nu, at disse hændelser vender tilbage til mig igen og igen i min hukommelse. De vender tilbage både dag og nat. De plager mig virkelig. Bare de hændelser ville lade mig i fred. Det ville jeg vel nok ønske. Erindringerne om disse hændelser opleves af mig, som om de kommer for at forpeste min pensionist-tilværelse. Når jeg fortæller det til min hustru, siger hun altid: ”Glem det dog.” Det ville jeg vel nok også gerne. Men det er netop det, jeg ikke kan. Mon du kan hjælpe mig?
Jeg har tænk mig at komme til forbøn hos dig, næste gang, du har møder i nærheden. Du kunne vel ikke sende mig en salvedug til hjælp indtil da?

Venlig hilsen
Pastor emeritus

Kære Pastor emeritus
Du skal være velkommen til at komme til forbøn. Og jeg har allerede sendt dig en salvedug. Dit problem er et problem, som rammer mange ældre mennesker. Man har problemer med det, der kaldes korttids-hukommelsen. Dvs. man har problemer med at huske det, der ligger lige for. Altså det, der har med dagen i dag at gøre. Hvorimod man levende kan huske fra barndom og ungdom. Måske skal vi være lykkelige for alt det, vi glemmer, især da det dårlige. Tilsyneladende har vi mennesker jo glemt det meste af, hvad der skete for os i barndommen og i vores yngre dage. Men det er altså kun tilsyneladende. At fortiden ikke er forsvundet, fremgår tydeligt af, at man kan huske langt mere fra fortiden, efterhånden som årene går, og man bliver ældre. Og man kan endda skarpt huske enkeltheder. Dit problem er, at du kun kan huske de dårlige oplevelser fra fortiden. Eller også er det, at de dårlige oplevelser overskygger de gode, så du ikke kan få øje på de gode.

Den form for hukommelse, der piner dig, kalder man ”masochistisk hukommelse”. Jeg ved, at den form for hukommelse kan gøre meget ondt.
Det kan være, du er blevet misforstået, behandlet uretfærdigt, du kan måske selv have begået fejl, der har stillet dig i et dårligt lys. I sådanne tilfælde ville glemselen være en udmærket ting, og i så fald kan det være meget uheldigt, hvis glemselen ikke indfinder sig.
Som en parentes vil jeg nævne, at stort set alle mennesker kommer ud for uretfærdig behandling her på jorden. Sådan er livet. Der er heller ingen steder i Bibelen lovet os retfærdighed her på jorden. Tænk blot på Jesus. Tænk på hvor megen uretfærdighed han blev udsat for. Men tilbage til dit problem: Dine erindringer om fortiden har ligget gemt et sted i din personlighed. Det sted kalder mange for underbevidstheden. Underbevidstheden er som en båndoptager, der alle døgnets 24 timer optager og lagrer alt, hvad du hører og oplever.

Dit problem er så, at det kun er tankerne om de dårlige oplevelser, der kommer frem. Disse tanker hos dig nærmer sig nok det, jeg vil kalde tvangstanker. Det betyder tanker, du ikke kan holde op med at tænke, hvor gerne du end ville. Der er faktisk mange, der lider af det problem. Mange går til samtaler hos psykologer for at få hjælp. Men vi må ikke glemme, at vi har en genvej i Jesus Kristus til at blive udfriet af tvangstanker. Og det siger jeg ikke for at forklejne psykologernes arbejde. Slet ikke. Jeg siger det, fordi jeg i de 28 år, jeg har bedt for syge har oplevet en del mennesker, der er blevet udfriet fra dårlige tanker. Og det var Jesus Kristus, der gjorde det.
Jeg kan derfor kun opmuntre dig til at gå bønnens og forbønnens vej.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov