Hospice DK indstifter to ildsjæle-priser
Arbejdet i Hospice Forum Danmark har siden foreningens start i 2001 været båret og drevet frem af ildsjæle, som har opnået rigtig mange resultater på flere områder. Det skal nu belønnes med indstiftelsen af to priser i 2015.
Formålet med priserne er fortsat at fremme og anerkende indsatsen på hospice. Det gælder den palliative indsats og udviklingsarbejde samt indenfor forskning, så stadig flere mennesker med livstruende sygdom samt deres pårørende får glæde og gavn af forbedrede vilkår på landets hospicer.
Indstilling af kandidater
Den ene pris vil blive uddelt til en ildsjæl, som er frivillig i eksempelvis hospice, i hjemmene, i støtteforeningen, og som har gjort en indsats, der fortjener lidt mere end et skulderklap. Den anden pris vil blive uddelt til en person, frivillig eller fag-professionel, som har gjort en særlig indsats på hospice eller i det palliative felt i øvrigt. De to priser er på henholdsvis kr. 5.000,- og kr. 10.000,- og overrækkes af landsformand Tove Videbæk på Hospice Forum Danmarks Årsmøde lørdag d. 25. april 2015 på Trinity, Fredericia. Alle kan indstille kandidater. Indstillingerne skal være begrundede (max. én A-4 side pr. kandidat) og være Hospice Forum Danmarks bestyrelse i hænde senest torsdag d. 5. februar 2015 via e-mail: formand@hospice.dk .