Indbydende salmer fra Smedegaard

Lisbeth Smedegaard Andersen er en gudbenådet salmedigter. Det er det indtryk, jeg sidder tilbage med efter at have gennemlæst bogen ”I tid og evighed”.s.15 i-tid-og-evighed_255677

Bogen er udgivet i anledning af hendes 80 års fødselsdag. I bogen findes over 90 af de mange salmer, hun har skrevet fra 1982 og frem til 2014. Syv af dem er optaget i den Danske Salmebog fra 2003. Salmerne i bogen er inddelt efter kirkeåret og årstiderne, vinter, forår, sommer og efterår. Mange af dem henter inspiration fra en bestemt søndags eller helligdags tekstlæsninger. Andre er ikke skrevet ud fra en bestemt tekst.

Til de allerfleste af salmerne er skrevet nye melodier af mere end tyve forskellige danske komponister, bl.a. Birgitte Buur, Willy Egmose, Erik Hauman og Erling Lindgren. Gode, iørefaldende og sangbare melodier er den umiddelbare oplevelse ved en gennemspilning. Men salmerne indbyder også til at læses til personlig opbyggelse. Den danske billedkunstner Kirsten Kleins billeder er brugt, ikke som illustrationer, men – med digterens ord – som klangbund for salmerne. Det Gamle og Det Nye Testamente, kirkeåret og årstiden smelter i nogle salmer sammen, så man forundres og betages. Fx i salmen ”Nu vintrer det om os”, som er en salme skrevet over teksterne til 3. søndag i advent.

I første vers tages udgangspunkt i sne, kalenderlys og mørke, og i vers 2 lyder det så: Nu synger Guds profeter, stemmer lyder / og løber stormløb mod min snusfornuft / de synger frem en hær af billedsyner / som sommerfugle i den kolde luft. I vers 4 synges om lyset, der løsner mørkets greb om vintersindet, så øjnene kan se engleskarer, der bærer sorgen ud og julen ind. Og i vers 6 forkyndes om Kristus: han bringer forår med, han bringer påske / og jager døden fra dens tilholdssted / og da skal skove stå mer grøn og dejlig / end Libanons og Karmels herlighed.

For så i det sidste vers at kalde os tilbage til den jordnære dagligdag: kalenderlys og morgenbord. Gud er hos os i tid og evighed. Kristi lidelse, død og opstandelse er gældende i tid og evighed. Det er den tro og det håb, der forkyndes gennem salmerne. Det sidste afsnit i bogen er ikke salmer, men en sonetkrans, Nu lægger vinden sig i verdens haver. Det er digte skrevet over Jesu vej til korset og er illustreret af Peter Brandes’ litografier. Sonetkransens ord og billeder er tænkt at kunne anvendes i fastetiden enten ved gudstjeneste eller til personlig bøn og meditation. En dejlig, smuk og indbydende bog både i indhold og udseende, som kun kan anbefales. Også som gave.
Anmeldt af Vibeke Gregersen

Lisbeth Smedegaard Andersen: I tid og evighed – Salmer og sonetter 249 sider – 299,95 kr. – Kristeligt Dagblads Forlag