Gribende dokumentar om Guds kærlighed
– Jeg mødte Guds kærlighed gennem Lee, fortæller instruktøren bag den prisbelønnede film. Han blev kristen, mens han filmede den koreanske præsts arbejde med uønskede børn.
Filmen starter med lyden af en klokke – og hele familien styrter hen mod lugen, hvor pastor Lee finder en lille pakke og forventningsfuldt åbner den for at tage imod endnu en efterladt baby. The Drop Box fortæller historien om den sydkoreanske præst Lee Jong-rak. Han ønskede at hjælpe handicappede børn og byggede derfor en luge i sit hus til uønskede babyer. Og så kom de små – den ene efter den anden.
Værdifulde for Gud
Avisen The Christian Post (CP)var til forpremiere på filmen, som først kan ses i de amerikanske biografer fra den 3. marts. CP bringer også et interview med præsten, som lærte at se andres smerte, efter at han selv fik en handicappet søn.
– Gud lod mig se, at disse meget værdifulde liv bare går til spilde og bliver efterladt. Gud lod mig også se, hvor værdifulde de er i hans øjne. Det var smerteligt at se, hvordan virkeligheden var, men jeg var nødt til at gøre det, jeg gjorde. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, og det er ikke, fordi jeg er noget specielt. Det var virkelig Gud, som lagde det til rette og ledte mig denne vej, fortæller Lee.
Instruktør blev kristen
– Vi havde ingen anelse om, hvordan det ville ændre vores liv, siger den nu 24-årige Brian Ivie, som instruerede The Drop Box. Han har læst filmvidenskab i Californien og blev inspireret til at lave filmen efter at have læst en forsideartikel om pastor Lee i Los Angeles Times.
– Artiklen mindede mig om en scene fra Hotel Rwanda, fortæller han. Her spørger den ene hovedperson den anden, om der ikke er nogen, der vil sende hjælp. Men svaret er, at folk bare vil se på det, der sker og sige ’Åh, det er forfærdeligt!’ og så fortsætte med at spise deres aftensmad. Ivie selv valgte ikke at ’fortsætte med at spise’. Han fik kontakt med Lee gennem LA Times, og snart var Ivie og et filmhold på ialt 11 medlemmer på vej til Seoul.
Mødet med pastor Lee blev en øjenåbner for Brian Ivie. Han fortæller, at han tidligere troede, at han var en kristen, fordi han var et godt menneske.
– Jeg troede, at jeg var en kristen, fordi jeg ikke røg cigaretter og så Fox News sammen med min mor. Men jeg havde brug for at se min synd og endnu mere for at se Guds kærlighed, der rakte ud efter mig midt i det hele. Og pastor Lee viste mig Faderens kærlighed. Det er noget helt anderledes end en kærlighed, som ’bare’ tilgiver. Den siger: ’Jeg vil bogstaveligt talt dø for dig, fordi jeg elsker dig så højt’, forklarer han. Den unge instruktør gav sit liv til Jesus under optagelsen af dokumentaren.
Gribende kristen film
Organisationen Focus on the Family hørte ad omveje om Ivies projekt og besluttede at støtte det.
– Det er en god og gribende film med essensen af kristen kærlighed hele vejen igennem. Det har verden i dag brug for i stedet for politiske debatter…Hvorfor kom Kristus egentlig til verden? Vi skal lære at elske Gud af hele vort hjerte, sjæl og sind og elske vor næste som os selv. Der findes ikke noget bedre eksempel end det, pastor Lee har gjort med børnehjemmet her, siger Jim Daly fra Focus on the Family. Han håber, at filmen kan hjælpe med fundraising både til pastor Lees arbejde og til andre projekter for plejebørn. The Drop Box vandt prisen som bedste film på den kristne Jubilee Award Festival for to år siden.