Hvilken Jesus mødte Charlotte Rørth?
Der har den seneste måned været en del skriveri og snak om journalist Charlotte Rørths møde med Jesus.
Nu er jeg en person, som virkelig elsker, når mennesker møder Jesus. Der er virkelig ikke noget større end at se liv blive forvandlet af Jesus. Forleden kom der fx en biologilærer, som virkelig mødte Jesus. Han kom, fordi en ny kristen, som selv blev frelst nogle uger før, havde fået et kundskabsord omkring hans dårlige ryg. Han kom derfor for at blive bedt for. Men ikke nok med at smerterne forsvandt, han mødte virkelig Jesus.
Han stod i en time og mærkede Helligånden og var dybt rystet bagefter. Han sagde bl.a., at han aldrig havde oplevet noget lignende og kunne blive i denne fred for evigt. Han tog herfra forvandlet med tårer i øjnene. Når det kommer til Charlotte Rørth, så er jeg virkelig bekymret. Læser jeg i Bibelen, så sker der en omvendelse, når mennesker virkelig møder Jesus. Man bliver forvandlet og får en hunger efter Guds ord. Man begynder derfor at blive formet efter Guds billede, og hvad man læser i hans ord.
Man begynder at forstå, at der ikke er frelse uden Jesus, hvilket gør, at man fortæller andre om Jesus som den eneste vej til Gud. Dette og meget mere ser jeg desværre ikke hos Charlotte Rørth. Derimod kan man i Kristeligt Dagblad læse, at hun anbefaler bøger, som er stærk New Age-prægede. Bøger, som kun vil lede en væk fra den lige vej, som fører til Gud. Bøger som: ”The book of my life” fra New Seeds Books, ”Wisdom Jesus” fra Shambala Books, og den alternative Jes Bertelsen: ”Kristus-processen” fra Borgen.
Det er virkelig på tide, at vi vågner op og kommer tilbage til Guds ord. Bare fordi man siger, at man er troende og har mødt Jesus, så betyder det ikke, at vi råt skal sluge alt, de siger. Tag din bibel frem og læs den. Læs i Apostelenes Gerninger, hvordan de første kristne levede. De havde en passion for Jesus og talte radikalt om ham som den eneste vej til Gud. En vej, hvor man skulle fornægte sig selv og følge ham af hele sit hjerte. Et liv, hvor Helligånden ledte én til sandheden, samt gav kraft til at være Guds vidne i ord og handling. At så mange kristne råt sluger, hvad Charlotte Rørth siger, viser bare, hvor langt væk vi er kommet fra den Jesus, vi læser om i Bibelen. Vi skulle i stedet bede for hende om, at hun må høre evangeliet klart, så hun virkelig kan vende om, blive døbt og få Helligånden, som Jesus ønsker det. På den måde kan hun blive det vidnesbyrd, jeg ved, Gud ønsker, hun skal blive.