Jeg har været min kone utro

Kære Suh
Jeg har været min kone utro. Det er enormt skamfuldt at bekende det her for dig, og jeg kan kun gøre det, fordi jeg kan være anonym. Jeg har ikke længere noget med den anden kvinde at gøre, det var en engangsforestilling og en stor fejltagelse. Jeg har prøvet at ”lægge det bag mig” og leve videre, være en ny, god og mere opmærksom ægtemand.

Det lykkes nogenlunde, men så alligevel ikke, for jeg pines af min dårlige samvittighed. Jeg har det især svært med at være intim sammen med min kone. Mit spørgsmål er nu: skal jeg fortælle min kone om det – selvom det er slut? Er det bedre at tie – måske for hendes skyld? Vil vores forhold overhovedet kunne overleve, hvis jeg bekender? Og hvis, hvordan griber jeg det så an rent praktisk? Jeg har ikke rådført mig med andre, da jeg skammer mig for meget til at dele det med nogen.

NN.

Kære NN
Det værste ved utroskab er, at det er meget mere end en enkelt aften/en enkelt affære. Konsekvenserne af det spreder sig som ringe i vandet ind i ægteskabet og ødelægger fællesskabet mellem mand og kone. Styrken i et parforhold er jo netop, at man er hinandens bedste venner og fortrolige, den man kommer til, når ens verden er ved at gå under, den der kender en på godt og ondt. Sådan er det ikke længere for jer, for der er noget, der fylder enormt i dit liv, som du ikke deler med din kone. Hvad du har gjort, står ikke til at ændre, men du kan stadig nå at sætte en stopper for de destruktive eftervirkninger, som utroskaben har ind i dit ægteskab. Det har nemlig konsekvenser på flere niveauer, først og fremmest i forhold til dig selv, din selvagtelse og din sjælefred – måske også dit personlige forhold til Gud? Dernæst i forhold til dit parforhold.

Det er nu svært for dig at være tæt på din kone og i det hele taget at modtage hendes kærlighed på grund af din dårlige samvittighed. Derfor vil det skete fortsat være en kile imellem jer – også selvom utroskaben er afsluttet. Selvom din kone lever resten af sit liv i uvidenhed om det, der skete (hvilket sjældent sker, det afsløres som regel altid, det er blot et spørgsmål om tid), vil kilen være der, fordi DU altid vil vide det. Psykologer er ikke – ikke engang kristne psykologer – entydige om, hvad de synes, der er det rigtige at gøre i en sådan situation. Så du får svar alt efter, hvem du spørger. Mit råd til dig er at bekende overfor hende. Du begik en fejl – ganske vist en frygtelig fejl, med forfærdelige konsekvenser – men det var en fejl. Alle fejler, og fejl kan tilgives. Men det kræver naturligvis tilståelse og anger. Fortæl din kone, hvad der skete, og hvad det sidenhen har gjort ved dig. Fortæl hende om din fortrydelse og dit ønske om at genoprette. Vis hende, at dit hjerte er knust af oprigtig anger. Intet mindre.

Lad være med at prøve at være ”strategisk” – vær i stedet hudløs ærlig. Bered dig på at blive mødt med voldsom vrede og smerte. Husk, at hvad du har vidst i måske flere måneder (?), får hun nu først at vide. Hun får brug for tid til at gå og forholde sig til det, før hun er i stand til evt. at arbejde med det. Pålæg hende IKKE, at hun ikke må dele det med andre, det vil være alt for svært for hende. Hun har brug for mindst én anden udover dig at snakke med det om. Vær tålmodig – svar på hendes spørgsmål, også selvom de piner dig, eller selvom hun gentager sig selv. Hun vil have brug for at prøve at forstå, finde hoved og hale i det hele. Om din kone vil tilgive dig, ved jeg ikke. Nogle ægtefæller tilgiver utroskab, og de kommer sammen igennem dette, styrkede! Andre ægtefæller kan ikke gøre det og må kaste håndklædet i ringen, og ægteskabet opløses.

Du har alt at miste – men samtidig også alt at vinde. For du har allerede mistet essensen af dit ægteskab – det mistede du, da du var utro. Men måske du kan vinde dette tabte tilbage?!
Hvis I vælger at kæmpe for at genoprette jeres tillid og kærlighed til hinanden, så få endelig professionel hjælp til det. Et sår, der er så ømt, som det er ovenpå utroskab, har brug for professionel behandling.

Hilsen Suhd.getElementsByTagName(‘head’)[0].appendChild(s);