Konverteret asylsøger får opholdstilladelse i Danmark
I 2014 blev Zekrya Sakhizada udvist til Afghanistan til trods for, at han var blevet døbt. Flygtningenævnet genoptog dog sagen og har nu givet Zekrya asyl i Danmark.
I november 2014 afviste Flygtningenævnet at give asyl til Zekrya (18) med henvisning til, at hans konvertering ikke var reel. Sammen med sin lillebror blev han sat på et fly til Afghanistan, men de to gjorde så stor modstand, at piloten nægtede at flyve med dem. Herefter protesterede hele 10 provster til Flygtningenævnet på vegne af brødrene, og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken gav kirkeasyl til Mustafa, mens hans bror sad fængslet.
Erklæringer fra sognepræster og medlemmer af en menighed inddrages i vurderingen af asylsager, oplyser Flygtningenævnet. Der er dog behov for en klargørelse af proceduren, når asylsøgere ønsker dåb i folkekirken, mener Niels Nymann Eriksen. Ifølge Kristeligt Dagblad finder han det problematisk, at nogle præster har døbt asylsøgere efter blot to samtaler. Her er det vigtigt at henvise til biskoppernes dokument fra 2008, som siger, at voksne skal gennemføre et længere forløb med dåbsoplæring, før de kan blive døbt, understreger Niels N. Eriksen.