Hillary Clinton fortæller om sin tro og baggrund i Metodistkirken

Hillary Clinton siger, at hun er inspireret af sin tro i det politiske arbejde.
Hillary Clinton siger, at hun er inspireret af sin tro i det politiske arbejde.

Den nye Demokratiske præsidentkandidat siger, at hun beder dagligt om visdom, mod og styrke.

Hillary Clinton har nu påbegyndt valgkampen for at blive USA’s næste præsident. Og den 67-årige advokat, tidligere førstedame, senator og udenrigsminister er som altid en metodist med fokus på social retfærdighed.

Det skriver Cathy Lynn Grossmann i USA Today under overskriften ’5 Things Christians Should Know about Hillary Clinton’s Faith’ (Fem ting kristne bør vide om Hillary Clintons tro).

Gør det gode, du kan

1) Hun er præget af den populære metodistiske læresætning: ’Gør alt det gode, du kan, med alle de midler, du har, på alle de måder du kan, på alle de steder hvor du er, til enhver tid og over for alle de mennesker, du kan og så længe som du kan, siger Paul Kengor i bogen “God and Hillary Clinton.”
Som barn var Hillary Clinton med i en arbejdsgruppe, som gjorde rent i kirken First United Methodist Church i Park Ridge, Ill. Som teenager besøgte hun kirker i det indre Chicago sammen med ungdomspræsten Don Jones, der var hendes åndelige mentor indtil sin død i 2009.
Under Bill Clintons præsidentperiode kom familien i Washing-tonkirken Foundry United Methodist Church. Time Magazine har omtalt hendes medlemskab i en politisk uafhængig bedegruppe for kvinder, som blev ledet af evangeliske kristne.

En Bibel i tasken

2) Hillary Clinton har været kendt for at have en Bibel med i tasken. Samtidig har hun dog i 2007 overfor tv-kanalen CNN Faith Forum sagt, at det ikke falder hende naturligt at ’reklamere’ for sin tro. Som senator fra New York tog hun sine politiske valg ud fra ’en moralsk ansvarlighed’. Da hun blev spurgt, hvorfor hun tror, at Gud tillader lidelse, afviste hun at tale om teologi. Til gengæld vendte hun hurtigt tilbage til den sociale indsats: ’Det, at der findes lidelse, kalder os til aktion’.
I 1993 sagde Hillary Clinton i en tale på University of Texas:
”Vi har brug for en ny menigsfuld politik… Vi må samle alt, hvad vi tror er moralsk og etisk og åndeligt rigtigt og gøre vores bedste under Guds ledelse.”
En måned senere blev hun afbilledet som en helgen i en udgave af Sunday New York Times Magazine på grund af denne udtalelse.

Daglige tegn på nåde

3) Bøn er vigtig for præsidentkandidaten. Hillary Clinton har overfor Faith Forum spøgt med, at hun ind imellem beder: ’Åh, Herre, hvorfor hjælper du mig ikke med at tabe mig?’
Samtidig understreger hun, at hun hver dag beder om at kunne gennemskue problemstillinger og have visdom, mod og styrke.
Hun taler også om værdien af det, hun kalder ’nåde-noter’.
Hun har forklaret rådgiver Burns Strider, at en ’nåde-note’ er ’en gave som er ufortjent, men som gives gennem dagligdagens glæder, skønhed og venlighed; de glæder i livet, som udgør et stærkt bånd mellem os og det himmelske og mellem os og det jordiske’.

Tro giver livet mening

4) I 2008 angreb Hillary Clinton den daværende senator Barack Obama for en udtalelse om, at økonomisk trængte amerikanere var bitre og ’klyngede sig til skydevåben eller religion.’ På CNN Compassion Forum gav hun udtryk for, at Demokraterne var blevet opfattet som et parti, der ikke forstår almindelige amerikaneres livssituation og værdier. ’Det er vigtigt, at vi gør det klart, at vi opfatter mennesker som troende, fordi det er en del af deres identitet. Det er det, der giver deres liv mening’, sagde hun.

Kamp for de svageste

5) Sidste år i april talte Hillary Clinton til Metodistkvindernes årlige forsamling. Her sagde hun, at den fælles tro havde ledt hendte til at blive en ’advokat for børn og familier, for forfulgte og undertrykte kvinder og mænd verden over, hvis menneskerrettigheder og menneskelige værdighed bliver dem nægtet.’