Pusic gav Gud æren i påsken

Martin Pusic brillerede ved Superliga-kampen mellem Esbjerg fB og FC Midtjyllandt i søndags ved at score tre mål i stræk. Og så gav han Gud æren. Foto: Holte Christer. Polfoto.
Martin Pusic brillerede ved Superliga-kampen mellem Esbjerg fB og FC Midtjyllandt i søndags ved at score tre mål i stræk. Og så gav han Gud æren. Foto: Holte Christer. Polfoto.

– Målene i Esbjerg var en særlig hilsen fra Gud, fordi han er opstået i dag, sagde superliga-spilleren Martin Pusic efter at have scoret tre mål påskedag.

Martin Pusic (27 år) markerede påskedag på sin helt særlige måde: Han scorede tre mål i træk for FC Midtjylland mod Esbjerg – og bagefter gav han Jesus æren.

– Jeg arbejder hårdt, og jeg kan kun score alle målene, fordi jeg har fået en gave fra Gud.
Målene i Esbjerg kom på baggrund af, at det er påske, og det var en særlig hilsen fra Gud, fordi han har rejst sig (er opstået) i dag, sagde Martin Pusic ifølge Ritzaus bureau til sports-journalisterne efter kampen.
– Når jeg scorer mål, peger jeg op mod himlen. Det er der, det kommer fra, sagde Martin Pusic.

Hattrick i Esbjerg

Han har for nylig skiftet klub fra Esbjerg til FC Midtjylland. Derfor var det helt specielt for ham at spille på sin gamle hjemmebane påskedags aften.
Og siden skiftet i januar har han scoret seks mål i seks kampe.
I Esbjerg lykkedes det ham at overgå sig selv og lave et ”hattrick” – hvilket i fodbold betyder, at samme spiller scorer tre mål efter hinanden i samme kamp.
– Jeg vil altid score mål, og jeg er fokuseret på det. Når man scorer tre mål, er det tydeligt, hvor det kommer fra, og det er et godt tidspunkt at begynde at tro på Gud, sagde Martin Pusic.
Han lægger bestemt ikke skjul på, at han selv er troende kristen. Og det er ikke bare på overladen, at den østrigsk-kroatiske spiller tror på Gud.
Da han spillede i Norge, tog han til Nigeria – imod Bergen-klubben Branns forbud – for at deltage i en kristen konference hos pastor Chris Oyakhilome.
Det er en karismatisk evangelisk kristen, som driver et omfattende kristent arbejde med tv-udsendelser, bogudgivelser og møder fra Nigeria. 1.3 millioner tilhængere følger ham på twitter over hele verden.
Og Martin Pusic oversætter pastor Oyakhilomes nyhedsbrev til sit modersmål kroatisk.

Gud og fodbold

Til den norske avis VG, der svarer til BT, sagde han i et større interview om sin tro:
– Gud og fodbold er et godt miks. Det at være kristen er en livsstil. Det er, fordi han er alt for mig. Det handler ikke bare om fodbold, men om hvordan jeg kan leve bedst mulig. Scorer jeg mål, markerer jeg det med at henvende mig til ham. Han er alt, sagde Martin Pusic i VG-interviewet i 2013.
I 2012, da han spillede for Vålerenga vakte han opsigt ved at trække sin spillertrøje af, så man nedenunder kunne se en T-shirt med teksten: ”I love Jesus”.
Til VG har Pusic også sagt :
– Jeg beder før hver kamp. Om at vinde kampen, at jeg skal score mål og for mine holdkammerater.
Og i FC Midtjylland er man meget begejstrede for at have fået en målscorer som Martin Pusic, der også er en god holdkammerat.