Kirkefondet efterlyser nye salmer
Salmebogen blev revideret i 2003, men der er stadig mange salmer, der handler om landkulturen. Derfor har Kirkefondet nu udskrevet en konkurrence om at skrive en ny “bysalme” eller en ny “konfirmationssalme” på en sangbar, kendt melodi.
Ved Kirkefondets 100 års jubilæum i 1990 vandt salmen ”Uberørt af byens travlhed” en lignende konkurrence. Den er efter sigende meget elsket blandt konfirmanderne.
Den nye konkurrence er udskrevet i anledning af Kirkefondets 125 års jubilæum. Da flere og flere danskere bor i byerne, er der behov for nye salmer, der relaterer til bylivet.
Der er ligeledes behov for nye konfirmationssalmer, som fx kan bruges ved konfirmationsgudstjenesten.
Salmeforslag indsendes til Kirkefondet, Peter Bangs Vej 1, 2000 Frederiksberg senest tirsdag den 1. september 2015. Herefter vil forslagene blive fremlagt anonymt for et bedømmelsesudvalg. De tre bedste salmer belønnes med hhv 15.000, 6.000 og 4.000 kr.
Man kan læse mere på Kirkefondets hjemmeside.