Og nu venter vi på svar

I Pottemagerens Hus i Holsted mødtes forbedere fra Sydjylland for at bede for valget.
I Pottemagerens Hus i Holsted mødtes forbedere fra Sydjylland for at bede for valget.

Forbedere forventer et resultat på valgdagen torsdag den 18. juni

Kristne, som ønskede at bede for folketingsvalget, mødtes søndag den 14. juni fire steder i landet.

I Karlslunde Strandkirke syd for København var ca. 20 personer samlet. Bededagen var her delt ind i 4 sektioner:
1. Vi holdt klagesang i porten.
2. Vi takkede Gud for alt det, som han har givet os i Danmark.
3. Vi bad Ham om alt det, som vores hjerter kunne ønske sig for Danmark især efter d. 18 juni.
Og 4. – Vi sluttede med at bede for alle kristne kandidater – både i og udenfor KD, fortæller Bess Serner Pedersen.
Alle sektioner drejede sig rundt om 4 hovedtemaer:
– Danmark, Kirken, Borgen og Middelhavet. Det var et intenst møde med masser af bøn og lovsang. Jeg tror vi alle gik hjem styrket i troen, slutter Bess.

Bøn for politikere

I Aalborg mødtes også en flok på godt 25 personer fra forskellige kirker i AMC.
– Vi startede med lovsang, fortæller Patrik Näsfors.
– David Hansen introducerede forbønsdagen, og der var indlæg ved to tilstedeværende kandidater (Nick Hansen og Brita Eckardt) og initiativtagerne, både personligt hvad forbøn har betydet, men også åndeligt, samt et par politiske rapporter og indlæg.
Vi havde fællesbøn og gruppebøn; for Danmark, for valget generelt og for de kristne kandidater, der stiller op.
– Der var vidnesbyrd fra Jytte Nielsen, som har en stærk forbønstjeneste for politikere og Folketinget samt andre landes parlamenter m.v.

David Hansen: Lad de skjulte dagsordener blive afsløret og det onde forhindret.
David Hansen: Lad de skjulte dagsordener blive afsløret og det onde forhindret.
Afslør politikernes skjulte dagsordener

David Hansen talte om Daniels bog, og man bad om, at Gud vil afdække skjulte dagsordener, at ting måtte komme frem i lyset, og at Guds dagsorden for landet må blive eksponeret stærkere, og ikke den værditomhed, som stort set er indholdet i valgemnerne hos de fremtrædende partier.
Vi bad for kristne kandidater generelt og specifikt for de to KD-kandidater som var til stede, at de måtte få gennemslagskraft, energi, styrke og visdom op til de sidste dages valgkamp. Endelig bad vi naturligvis for et gudgivent valgresultat.
Det var en stærk åndelig og trosfyldt samling, hvor vi erfarede Guds nærver og smil! fortæller David Hansen.

Løfterne om svar

I Holsted havde Moses Hansen stillet Pottemagerens hus til rådighed, men var selv forhindret. Derfor stod Henri Nissen for forbønsdagen. Han holdt først et oplæg om de politiske emner, hvor politikerne er på kollisionskurs med kristendommen. Han nævnte derefter det bibelske grundlag for at gå i forbøn for politikere – og løfterne, som viser, at man kan forvente et resultat.
Han henviste bl.a. til forbønsbevægelsen i Finland.
Derefter var der lovsang og fri bøn, som mange benyttede sig af.
Ca. 25 var mødt op i Holsted for sammen at gå i forbøn for landet, og der blev bedt for alle partier og deres kendte ledere.
Også i Borgerkirken i Silkeborg var der en samling.
– Det var en højtidsstund, da vi råbte til Gud om nåde for Danmark. Vi var 15-20 bedende som udøste vort hjerte for Herren, at han ville forbarme sig over vort kære fædreland, fortæller Verner B. Andersen.
– Vores inderlige bønneråb var om trofaste kristne ledere over Danevang og en åndsudgydelse over vort nye folketing.
Så var vi også Gud inderligt taknemmelig for de gode kår, han har skænket os i vort jordiske fædreland. Især når vi betragter den urolige verden omkring os.
Vi afsluttede med sangen ”Alene Kristus er mit håb – han er mit sikre sejersråb …”
Lad os aldrig glemme dette midt i alle kriser og vanskeligheder, slutter Verner Andersen.