Refleksioner for unge
Er du ung, og står du overfor store forandringer i dit liv, som at skulle flyve fra reden og begive dig ud i noget ukendt, kan der være mange spørgsmål, som opstår i forbindelse hermed. Hvem er jeg? Hvordan finder jeg min identitet som kristen? Holder Gud af mig?
Denne bog består af 24 refleksioner over livet med Gud. Ingvild Sandnes har skrevet teksterne til bogen, da hun var i begyndelsen af 20’erne, hvor hun reflekterede over sin eksistens og identitet som kristen:
”Jeg vidste ikke, hvem jeg var, eller hvor livet var på vej hen, jeg vidste bare, at jeg havde en vild længsel i mig”.
Længslen drager hende til at undersøge, hvem Gud er, for at blive hel, fordi hun vil have Gud med i sit liv.
Det er en bog for dig, som ønsker at få et indblik i, hvilke udfordringer der er forbundet med at flyve fra reden og skabe en identitet som kristen. Ingvild Sandnes beskriver sin længsel efter hjerterystelse med et fortællende og livligt sprog; ydermere stiller hun reflekterende spørgsmål:
”For holder Gud egentlig af os? Er han egentlig til at stole på? Hvad nu, hvis han ikke hjælper dig, når du har allermest brug for det? Hvad nu, hvis alt ryger i lokummet? Hvorfor beskytter Gud os ikke mere? Hvorfor er der så mange mennesker, der har det svært, når Gud siger, han vil tage vare på os?”
Det er en bog, der henvender sig til dig, som kan lide at reflektere over din eksistens.
Camilla Ipsen
Ingvild Sandnes: Hjerterystelse • 152 sider • 149,95 kr. • Lohse