Ateistisk ingeniør blev ’radikal kristen’
Som ung var Wallace “Shaun” Shaunfield overbevist ateist, og han blev ikke mindre overbevist som uddannet datalog. Men så punkterede dækket på bilen – og det gav hans liv en helt ny retning.
– Som 18-årig besluttede jeg, at Gud ikke fandtes, fortæller Shaunfield, som har designet computer chips for Westinghouse, Texas Instruments og Honeywell.
Hans hustru, Barbara, var derimod troende og medlem af Nazaræerens Kirke. Da parret var flyttet til Boerne i Texas, fandt Barbara ud af, at hun skulle køre en time for at komme til den nærmeste Nazaræer-kirke. Det gjorde hun så søndag efter søndag, mens manden blev hjemme.
Men en søndag på vej til kirke eksploderede det ene dæk på bilen. Barbara sad ved vejsiden og græd, mens hun bad om hjælp.
Omsider fik hun hjælp og vendte hjem flere timer senere.
– Jeg gør det aldrig mere. Nu vil jeg begynde i metodistkirken herovre, men du skal komme med, fortalte hun sin mand. Shaun accepterede, og allerede efter et par uger i kirken, begyndte han at tænke i nye baner:
– Måske har jeg taget fejl i alle disse år. Måske skulle jeg se mere objektivt på min vantro.
Mere tro end tvivl
Nu læste Shaun en bog af Lee Stobels, som besvarede mange af hans indvendinger.
En varm sommernat stod Shaun op ved 3-tiden. Han satte sig på verandaen og tænkte.
– Jeg blev klar over, at Jesus virkelig findes, og at miraklerne virkelig var sket. For hvis de ikke var foregået, ville folk jo have sagt noget. Jeg blev klar over, at opstandelsen var sket i virkeligheden.
Pludselig slog det ham: Jeg har faktisk mere tro end tvivl!
Der i måneskinnet tog Shaun imod Jesus som Herre og Frelser.
Desværre døde Barbara af kræft bare fem måneder senere. Men Gud var der:
– Han viste mig flere tegn på, at han var med mig, fortæller Shaun. Han blev med egne ord en ’fanatisk, radikaliseret kristen og meget interesseret i apologetik’ (forsvar for troen).
Bøger om troen
Shaun har udgivet bogen ’Humans: the fascinating story of how early homo sapiens became modern humans’. Her beskriver han, hvordan mennesker blev til ved Guds vilje. De fik dog først fuld bevidsthed for 10.000 år siden, mener han.
I 2012 udkom bogen ’God Exists! Ten Evidences for Belief’ (Gud findes. Ti beviser for tro).
– Jeg plejede at tro, at videnskab og Gud var i et modsætningsforhold. Nu kan jeg ikke finde et eneste område, hvor de er det, siger Wallace Shaunfield ifølge Godreports.