Kristen lejr får 350.000 til udendørs aktiviteter
LAG Silkeborg støtter Kjelsølejren ved Ans By, hvor mange børn kommer på søndagsskolelejr.
– Armene i vejret – 350.000 udbetalt til Kjelsø-lejren, lyder det fra projektkoordinator Erik Bertelsen.
Efter flere års arbejde med at sikre et sundt økonomisk grundlag for lejren er der nu tikket 350.000 kroner ind på Kjelsø-lejrens konto. Beløbet er fra LAG Silkeborg.
I sommeren 2013 blev der søgt om tilskud fra forskellige fonde til at udbygge en aktivitetspark i skoven rundt om lejren. De 350.000 er nu det sidste beløb, der udbetales. Tidligere er der udbetalt beløb fra Friluftsrådet og Lokale- og Anlægsfonden samt Silkeborg kommune til opbygning af aktiviter rundt i naturen omkring lejren.
Stor aktivitetspark
Der er bl.a. opført tre shelters, en pavillon, en udfordrende pakurbane, en ni huls disch golf og tolv huls krolf bane samt forskellige aktivitetsting til fysisk aktivitet.
Lejren fik en helt ny hovedbygning i 2012. Så sammen med aktivitetsparken rundt i skoven fremstår Kjelsø-lejren som et spændende og attraktivt lejrsted.
Der er investeret omkring 800.000 i de udendørs aktiviteter. Sammen med den nye hovedbygning er der investeret næsten 10 mil. på Kjelsø-lejren de senere år.
Et populært lejrsted
Sommeren igennem har lejren summet af liv med 330 børn og 150 voksne ledere på søndagsskolelejre. Danmarks Folkekirkelige Søndagsskolers sommerlejre har dermed oplevet rekordstor deltagelse.
Men også mange skoler og institutioner bruger lejren til ophold for børn og voksne, og den er allerede reserveret i 40 weekender i 2016, oplyser Erik Bertelsen.