De ti Bud fjernet fra Oklahoma

Højesteret i Oklahoma har fået fjernet monumentet med De ti Bud fra området ved regeringsbygningen efter klager fra ateistgrupper. Det får evangelisten Franklin Graham til at rase.
– Det er for dårligt. Det blev fjernet i nattens mulm og mørke for at undgå protester. Hvad tænker disse mennesker på? Vi har brug for Guds love, det er de love, som har fået samfundet til at blomstre, skriver Franklin Graham på Facebook.
Fjernelsen begrundes med en lov, som forbyder, at offentlig ejendom bruges til støtte for ’enhver sekt, kirke, trosretning eller religionssystem’, skriver Associated Press ifølge KPK.