”Kom ikke og sig til mig, at der ikke findes nogen Gud!”

Hans Kristian Neerskov, der var med til at smugle bibler ind bag jerntæppet, fortæller om en flugt.

I 1968 fik jeg en lammelse højre side. Jeg havde haft møder Jylland og faldt om på færgen fra Juelsminde til Kalundborg. Jeg blev kørt til hospitalet i Kalundborg og to dage efter overført til Hvidovre Hospital.
To måneder efter blev jeg flyttet til “Hjemmet og Samfundet for vanføre” i Hornbæk, hvor jeg lå i fem måneder. Så blev jeg kørt hjem med besked om, at jeg aldrig ville få min førlighed igen.
En morgen kl. 4 stod jeg op for at bede. Jeg var ulykkelig over min tilstand, og jeg bad bl.a. om at blive helbredt. Jeg blev også mindet om Stella og hendes familie i Bulgarien, men jeg kendte ikke noget til deres nuværende tilstand.
Klokken otte spiste min hustru og jeg morgenmad, da telefonen ringede. Det var Ingemar Martinson fra Slaviska Missionen. Han vidste, at jeg kendte Stella godt, og fortalte mig, at hun var i store vanskeligheder. Hvorpå jeg svarede: “Det ved jeg godt, for jeg har bedt for hende i dag til morgen. Han svarede: “Så må det være dig, der skal hjælpe dem ud!”
Det var jeg nu ikke indstillet på med mit handikap. Men min brave hustru svarede: “Men Gud talte jo til dig i morges. Kan du bare ignorere det? Derefter ringede jeg til SAS og bestilte plads på første fly til Wien, hvorefter jeg lejede et Folkevogns-rugbrød.
Jeg sendte et telegram til Stella: “Rufe Wien!” Men da det kom frem, stod der: “Rufe mich!” Jeg havde underskrevet med et pseudonym, så de vidste ikke, hvor i verden de skulle ringe hen. Men endelig ringede de, og vi aftalte, at vi skulle mødes på en jernbanestaton i Jugoslavien, hvor bulgarere havde lovlig indrejse.
Efter tre dages venten kom de endelig. Tre voksne og tre børn. Jeg havde haft god tid til at lægge mine planer. En lille grusvej op ad bjerget mod den østrigske grænse måtte være ideel. På den kommunistiske side tog tolderen med glæde imod mine 100 US dollars. Men den østrigske tolder nægtede os indrejse.
Vi bakkede tilbage ind i Jugoslavien, men da sad bilen fast i den regnvåde lervej. En officer med 16 soldater kom og arresterede mig. Som chauffør blev jeg kommanderet ud af bilen og stod med et gevær i ryggen, da der lød et ordentlig brag, og jeg tænkte: “NÅ, sådan var det at dø!” Men jeg var ikke død, derimod havde Gud helbredt mig ved et lynnedslag.

“Som chauffør blev jeg kommanderet ud af bilen og stod med et gevær i ryggen, da der lød et ordentlig brag, og jeg tænkte: “NÅ, sådan var det at dø!” Men jeg var ikke død, derimod havde Gud helbredt mig ved et lynnedslag.”

Nu kommanderede officeren alle soldaterne til at vende bilen, så vi kunne køre ned. Derefter kørte vi til en præst i byen, som jeg kendte godt.
Det var nu midt på natten, og de var gået i seng. Jeg spurgte, om de kunne finde husly til disse seks mennesker, mens jeg bad om et tæppe og nøglen til kirken, som lå ved siden af hans hus. Der måtte jeg ind og bede. Klokken ét om natten kendte jeg Guds plan, men jeg turde aldrig selv have udtænkt den.
Da klokken var to, bankede jeg på døren til præstens lejlighed, og han spurgte, hvad jeg nu ville. Mit svar var, at vi skulle have en stærk kop kaffe, og så køre kl. 2,30. Han mente nok, at jeg var temmelig urimelig, men konen stod op og lavede kaffe til os.
Klokken tre var vi på grænsen. Tolderne undersøgte bagagen. Der var kun én taske med lynlås. Det var alt, hvad de bragte med. På grund af min lammelse, havde jeg ikke kunnet bære nogen bagage, men jeg havde min tandbørste i lommen. Tolderen på den kommunistiske side så aldrig de seks mennesker, der sad i bilen! Han talte kun til mig, efter han havde undersøgt deres taske med to hanke og en lynlås. Derefter sagde han, at vi kunne køre.
Nu kørte vi langsomt over mod den østrigske grænsekontrol. Vi var spændte på, hvordan det ville gå. Nu var klokken 3,15 om natten. En østrigsk tolder så, at vi kørte i en bil på østrigske nummerplader, så han vinkede blot med hånden og lod os køre ind i den vestlige verden. HVILKEN BEFRIELSE!
Så kørte vi mod Wien, og da morgenen gryede, stod vi ud ved en græsmark, hvor vi bøjede vore knæ og takkede vor himmelske Fader for de undere vi havde oplevet.
Kom ikke og sig til mig, at der ikke findes nogen Gud!