Godt nyt om gammelt godt!
For nogle år siden deltog jeg i et talerkursus for viderekomne, og her havde en af deltagerne som emne for sin afslutnings-præsentation valgt at tale om – Jesus!
Det skulle vel i et gammelt kristent land som Danmark være ganske uproblematisk, kunne man synes – men det lod sig da alligevel godt fornemme, at det gibbede lidt i forsamlingen.
Efter veloverstået tale og taletid skulle der så evalueres, som sig hør og bør, og en af kvinderne sagde det stille og roligt på sin gruppes vegne: ”Vi tror, du ville kunne få folk til at elske Jesus.” Det var næsten som en forløsning, måden det blev sagt på.
Så kan man spørge, hvad det har med den foreliggende sag at gøre. Intet overhovedet – og alligevel alt. Jeg indrømmer blankt, at det ikke har været mig forundt og givet personligt at høre tidl. provst og formand for Indre Mission, John Ørum Jørgensen, men man skal være mere end tonedøv, uformående og uforstående for ikke, næsten fysisk at registrere den kærlighed til Jesus, der lyser og vibrerer ud af omtrent hver eneste side af dette udvalg af taler fra missionshuset.
Det gode budskab, der henvises til i titlen, er helt specifikt naturligvis evangeliet, men bortset fra det er der et kildevæld af gode, opløftende tanker spredt ud over bogens sider. Et lille mesterstykke er Ørum Jørgensens tale om at fastholde det grundlæggende; det indleder bogen og viser vigtigheden af altid – på trods af prøvelser og afsavn – at kunne udbryde i samklang med titlen på en (i al fald for mig) ret ukendt roman: ”Men grunden har vi da.”
Så sandt, som sagt. Dén grund er sikker; den er klippegrund, frelsesgrund. En anden evighedsgaranti har forfatteren fundet i en ældre oversættelse af Salme 72,17: ”Så længe solen skinner, skal hans navn skyde friske skud” – i skarp modsætning til den siddende statsministers garanti – ”til solen brænder ud” – om danskernes krav på en folkeafstemning vedr. en evt. tilslutning til fælles EU-asylpolitik.
Det er en fornøjelse at anbefale alle tros-søskende denne bog – venligt, men bestemt.
John Ørum Jørgenseen: ”Godt budskab – Taler fra missionshuset.” • 156 sider • 150 kr. • Forlagsgruppen Lohse