Lovsang med et budskab

s22_CD_album-cover.jpg.pagespeed.ceJesus Culture’s nye live album er et dejligt trosstyrkende album fyldt med tekster om Guds nåde, kærlighed, magt, trofasthed – og alle de ting, som de fleste lovsangsalbum handler om.

Det skal ikke forstås negativt, men albummet er på én gang forfriskende, fordi det er tolv nye sange fra bandet, og på den anden side, så er det også forudsigelig lovsangsmusik. Om det er godt eller dårligt, afhænger nok af den enkelte.

Numrene bliver leveret af de to velkendte og rigtig gode vokalister: Kim Walker og Chris Quilala, mens ægteparret Torwalt, Derek Johnson og Chris McClarney supplerer på fornem vis. Der er en rigtig god variation i numrene. Man bliver rørt og trukket ind i lovsang, når man lytter til numrene. Hvis der er noget, der går igen på alle numrene, så er det overgivelse og ønsket om at se Gud blive ophøjet over hele verden.

I slutningen af ’God With Us’ fortæller forsangeren Bryan Torwalt, at han og hans kone mistede deres søn trods bøn og forventningen om Guds indgriben. Derefter understreger han betydningen af at proklamere Guds væsen, og at Gud stadig kan helbrede på trods af, at de ikke selv oplevede det. Derfor hedder det næste nummer også ’Miracles’. Denne lille historie sætter både dette og de andre numre i perspektiv. Man bliver mindet om, at lovsang ikke er noget, der kun skal synges, når livets omstændigheder er perfekte. Og man bliver mindet om troens betydning. Det er et stærkt budskab.

Jesus Culture har altid insisteret på, at Gud kan gribe ind i vores verden i dag. Det er især derfor, at jeg også bliver opmuntret af albummet, selvom mange af teksterne kan virke velkendte. For sandheden er velkendt – men den er også god. Og det viser Jesus Culture på dette album.