Tænk som en missionær!

Som kristne bør vi elske den fremmede og give dem det bedste, vi har: Os selv og budskabet om Guds kærlighed. 

Lad dig ikke lokke med i en abstrakt kulturkamp mellem kristendom og islam. Som kristne bør vi elske den fremmede og give dem det bedste, vi har: Os selv og budskabet om Guds kærlighed.

Jeg læste en interessant artikel på nettet om, hvordan man tjener sin første million: Tænk som en millionær! En lignende vending kan med fordel rettes mod kristne i den aktuelle flygtningesituation: Tænk som en missionær!
Det er tankevækkende, at mange kristne debattører bekymrer sig mere om de kulturelle sammenstød mellem den kristne og islamiske kultur end om det personlige møde mellem kristne og muslimer. Gad vide, om de over hovedet kender nogle muslimer personligt, endsige er venner med nogen af dem? Det er så nemt at kritisere abstrakte systemer i teorien uden at forholde sig menneskers levede liv i praksis.
Flere debattører er mere optaget af at bevare den kristne kultur end at dele de værdier, som har skabt den kristne kultur. De løber med på retorikken om at bevare den danske velfærd frem for at dele denne velfærd med andre. Hvor kristent er det?

Missionærer rækker ud

Jeg er selv vokset op som barn af missionærer – og her mødte jeg en helt anden indstilling. Derfor kan jeg slet ikke forstå, hvorfor kristne herhjemme reagerer med frygt og hadsk retorik, når nu vi endelig får mulighed for at præsentere det kristne evangelium for tusindvis af muslimer.
Og nej, vi skal ikke bare se mennesker som missionsobjekter, der kan fylde op i vores statistikker og lyde godt i vore nyhedsbreve. Slet ikke. Men vi skal tænke som de missionærer, der følte sig kaldet af Gud til at nå ud med det kristne evangelium, som overvandt alskens farer og forhindringer for at nå ud til dem, som aldrig havde hørt evangeliet, som brugte oceaner af tid på at lære den lokale kultur at kende, møde lokalbefolkningens behov for viden og sundhed, som byggede relationer og samarbejdede helt ubesværet med de lokale – enten de var animister, hinduer eller muslimer – og, ja, formidlede evangeliet om Guds kærlighed og tilgivelse gennem Jesus Kristus på måder, som var tilpasset de forskellige befolkningsgrupper. Hele tiden drevet af kærlig kreativitet, der spørger: Hvordan kan jeg vise mine medmennesker, at Gud elsker dem?
Den passion savner jeg i den aktuelle flygtningedebat.

Tid til selvransagelse

Det er tid til selvransagelse blandt kristne, hvor ordet ”mission” er blevet reduceret til en erklæring om en virksomheds målsætninger eller en etikette på en række kirkelige organisationer. Men mission er så meget mere. Ordet kommer af det latinske ”missio”, som betyder sendelse. Det er det samme som det græske ”apostolos”, hvorfra vi henter ordet apostel. At tænke som en missionær er derfor at tænke ud af boksen, ud af kirken, ud af vores egen kulturkreds, ud til alle de mennesker i egne og andre kulturer, som trænger til at mærke Guds kærlighed.
Jeg er selv vokset op mellem missionærer, som havde denne glød: Hvordan kan vi nå længere ud med evangeliet i ord og handling? Her er min oplevelse af, hvordan en missionær tænker:

1. Alle mennesker er skabt af Gud og derfor uendeligt værdifulde.
De fortjener omsorg og respekt, uanset om de modtager det kristne budskab eller ej. De skal overøses med kærlighed. Vi skal møde deres behov, uddele mad og tøj, behandle deres sygdomme og uddanne deres børn.

2. Enhver kultur fortjener respekt og modspil.
Kulturen er jo udtryk for de værdier, en befolkning har udviklet gennem århundreder. Jeg vil sætte mig ind i kulturen og prøve at forstå, hvordan lokalbefolkningen tænker. Og jeg vil forkynde det befriende evangelium på en måde, som er relevant for denne kultur. Noget vil bekræfte kulturen, andet vil udfordre den. Og hvor kulturen hæmmer eller skader mennesker, vil jeg tilbyde hjælp.

3. Den åndelige kamp skal først og fremmest udkæmpes ved personlig bøn.
Når jeg møder noget i kulturen, som er direkte destruktivt, har jeg ansvar for at oplyse og handle. Men først skal jeg bede om Guds velsignelse og med hans hjælp udfordre de åndsmagter, som trælbinder mennesker. (Mange hidsige debatindlæg kunne undgås, hvis vi udøste vore frustrationer for Gud frem for at hælde dem i hovedet på hinanden.)

4. Intet er vigtigere end personlige relationer.
Jeg kan se ansigterne for mig, øjnene og de glade smil. De er dyrebare mennesker, og jeg er privilegeret, at jeg må lære dem at kende. Forhåbentlig formår jeg også at formidle noget af mig selv til dem.

5. Vi går efter det personlige engagement.
Vi glæder os over hver eneste, som tager imod Guds kærlighed, og lægger mærke til hvert eneste fremskridt i åndelig modenhed. Respekten for den enkelte byder os at delegere både ansvar og autoritet til de lokale, så de vokser og leder deres egen bevægelse.

Sådan har jeg oplevet missionærernes tankegang – og hvor ville jeg ønske, det ville gennemtrænge os alle herhjemme. Lad os ikke blive lokket med i en abstrakt kulturkamp mellem kristendom og islam, så vi ikke får øje på muslimerne som mennesker med uendelig værdi.
Som kristne bør vi elske den fremmede, åbne vore hjerter og hjem for dem og dele vore liv og værdier med dem.
Ligesom missionærer under fremmede himmelstrøg bør vi elske flygtningene og de fremmede herhjemme, respektere dem, bede for dem, knytte bånd til dem og dele det bedste, vi har, med dem: evangeliet om at Gud har forsonet sig med alle mennesker gennem Jesus Kristus.

Kommentar af journalist og tidl. frikirkepræst Svend Løbner Madsen