Loll-and-snedker holder søndagen fri

s24_lolland_fritlagtDet begyndte med en værtindegave drejet i kirsebærtræ. Nu bliver en and forarbejdet af egetræ blevet et hit på Lolland.

Ægteparret Rigmor og Svend Aage Nielsen fra Nakskov på Lolland har en drejebænk i deres hobbyrum i kælderen. Her har Svend Aage Nielsen, der er pensioneret snedker, blandt andet lavet trælegetøj til børnene.
For et års tid siden satte Svend Aage Nielsen et stykke kirsebærtræ i drejebænken, og efter nogen tids forarbejdning af træet fik det nogle former, så det lignede en and.
– Vi tog den med som værtindegave. Vi har nogle bekendte, som foreslog, at den skulle hedde en Lolland med en bindestreg imellem, Loll-And, siger Svend Aage Nielsen.
– I det tidlige forår fik vi en henvendelse fra Lolland Kommunes Turistkontor. Der havde været en henvendelse fra én, som spurgte efter en Loll-and. Det kendte de ikke noget til, så de henvendte sig til os, fortæller Svend Aage Nielsen.

Rigmor og Svend Aage Nielsen fremstiller Loll-Anden af egetræ med et øje af lyst ahorntræ og mørkt moseeg.
Rigmor og Svend Aage Nielsen fremstiller Loll-Anden af egetræ med et øje af lyst ahorntræ og mørkt moseeg.

Folkene fra turistkontoret anslog, at der kunne sælges 16 ænder på en uge.
– En uges tid senere spurgte de efter 16 mere. Og da anden kom på Facebook, gik det hurtigt, siger Svend Aage Nielsen.
– Vi måtte oprette en virksomhed på vores gamle dage, konstaterer 73-årige Svend Aage Nielsen.
– På den anden side er det fantastisk. Vi er slet ikke kede af det. Det er en god udfordring at fremstille ænderne, og det er med til at holde os i gang, siger Svend Aage Nielsen.
Ægteparret bor tæt ved Stormarkskirken i Nakskov, hvor de er trofaste kirkegængere. Og selv om der fremstilles ænder dagligt, så er der én dag i ugen hviledag.
– Vi har en holdning til, at søndag stadig er en fridag. Det ligger i luften for os, at der holder vi fri.
Loll-anden sælges fra turistbureauer på – Lolland – og i Strikkekælderen i Vejle, som Rigmor og Svend Aage Nielsens datter Helle netop har åbnet.