Elever lærte taknemlighed

Eleverne på Sydvestjyllands Efterskoles Ræk Ud-linje besøgte Nepal.
Eleverne på Sydvestjyllands Efterskoles Ræk Ud-linje besøgte Nepal.

I foråret 2015 blev ideen til en Nepalrejse for Sydvestjyllands Efterskoles Ræk Ud-linje født, og lige siden har deltagerne vidst, at den rejse ville blive kulminationen på linjefagets mange oplevelser og udfordringer. Læs elevernes beretning fra rejsen.

– Den 1. april rejste vi med fly fra Hamborg via Istanbul til Kathmandu og blev i lufthavnen hentet af Ruth Williams og hendes tre sønner. De indlogerede os og bød os velkomne til landet med sød te og mange smil. Vi blev introduceret til programmet de kommende dage og fik en lille forsmag på nogle af de oplevelser, der ventede os.
At møde lokale kristne og opmuntre dem og dele liv og tro med dem, at møde slumbørn og være med til at få smilet frem gennem samvær og leg og at vandre i bjergene ud til afsidesliggende landsbyer, med lokale guider, var nogle af de aktiviteter, som vi kunne se frem til.

Gjorde indtryk

Det gør stort indtryk at komme helt tæt på mennesker, der lever helt andre liv end dem, vi lever i trygge Danmark. Mennesker, der hver dag må forholde sig til spørgsmål om sundhed, rent vand og mulighed for skolegang, på en helt anden måde end vi gør det. Vi mødte også mennesker. der lever et liv i bøn på en mere radikal måde, end vi tidligere har oplevet det.
Elevernes udbytte af turen har været meget stort, især fremhæver mange af eleverne, at de er blevet fyldt af taknemmelighed over det liv, de lever på efterskolen og i deres hjem.
En elev udtrykker det sådan her, på spørgsmålet ”Hvad har du lært”: ”At være taknemlig for alt det, jeg har. At vi virkelig har det godt både med velfærd og med familiesituationen. Jeg har en lille kernefamilie, og nogle af slumbørnene eller gadedrengene havde ingen familie. Jeg er begyndt at tænke meget mere på andre, når jeg beder.”
En anden elev udtrykker det sådan her: ”Jeg har lært at være mere taknemmelig, og lært hvordan Gud arbejder i mennesker. Derudover har jeg også lært helt vildt meget om mig selv.”
En rejse til en helt anden kultur med udfordringer af både fysisk og åndelig karakter har forandret os alle og det har helt sikkert været en ægte dannelsesrejse for alle involverede.