Lecrae ønsker ikke sin musik i en kasse

Den amerikanske rapper er ikke begejstret for pladeselskabernes opdeling i musikkategorier

Underholdningsindustrien elsker at kategorisere kunstnere i pop-, rock, R&B og andre kategorier. Et af hovedargumenterne er, at det tilskynder fans til at købe og støtte lignende musikere.

Men det kan være upopulært hos kunstnerne, fordi en etiket er værdiladet og skaber grænser. Etiketten afskærer dem fra en bredere fanbase og gør, at publikum slukker, inden de har beskæftiget sig med indholdet, lyder en indvending.
For kristne musikere bliver problemet forstærket, fordi mainstream radiostationer ikke ser kristen musik som ”cool”, selv om succesen for den kristne musikindustri fortæller en anden historie.
I sin nye bog, Unashamed, skriver den kristne rapper Lecrae om sin kamp i forbindelse med at blive kategoriseret som en kristen rapper. Etiketten ”kristen musiker” eller ”kristent band” kan have negative virkninger på kunstnerens eksponering og salg.
– Det er en af grundene til, at jeg ikke er helt vild med ”kristen rapper”-etiketten.
– Det er ikke, fordi jeg er flov over at være kristen. Slet ikke. Hvis nogen bad mig om at give afkald på min tro, så ville jeg hellere dø, skriver Lecrae i bogen, ifølge Christian Today.
– Men mærkningen af musikken på den måde skaber forhindringer og er fyldt med fordomme. Plus det, at det ikke er et sandt udtryk for den musik, jeg laver. Jeg forsøger at producere musik, der er livgivende og inspirerer folk til håb, men det er ikke kun for den super-religiøse. Jeg ønsker at tage fat på temaer, som folk, der ikke er kristne, kan sætte pris på.