Grill uden promille, tak!
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Aarhus C
Engang var det kaffekanden, Madam Blå og måske hjemmebag, der var traktementet, når familien hyggede sig udendørs en lun sommeraften.
I dag er det ikke liflig kaffeduft, der breder sig i haverne, men røg og damp fra gasgrillen, der godt kunne minde om en mindre kanon, der er kørt i stilling.
Dertil kommer så alle reklamerne for det, der skal grilles: Grillpølser, grillkoteletter, grillsvinekam, grillbryststykker, herregårdssteg, plankebøffer, skinkeschnitzler osv. Også alkoholproducenterne har udnyttet grillsæsonen til egen fordel, så vi er nået dertil, at der kan være grund til bekymring, og man må spørge: “Er der ingen, der griller uden promiller?”
I en reklame for en Grill Akvavit stod der, at den er specielt komponeret til ”grill-måltidet og andre kødorienterede måltider.”
Det kan godt være, at Grill Akvavitten harmonerer med marineret og grillet kød, men harmonerer den også med, at 122.000 børn lever i familier med alkoholproblemer? Det, der skulle være en fredelig grillaften for familien, kan meget let blive lige det modsatte på grund af alkoholen.
Hvorfor skal disse familier overalt møde alkoholreklamer, fordi politikerne ligger under for en magtfuld alkohollobby og undlader at forbyde alkoholreklamer i det offentlige rum? Kan politikerne med god samvittighed blive ved med at svigte alle disse ulykkelige børn?
Er der ingen politikere, der griller uden promiller?
(Forkortet, red.)