Kender du kongen?
For noget tid siden var jeg på café med en af mine gode venner, og midt i en ret alvorlig snak sagde min ven: ”Lad være med at vende dig om og kig – men vi får fint besøg.”
Jeg styrede min nysgerrighed, men da en lille flok mennesker kom tæt forbi vores bord, kiggede jeg ligesom lidt tilfældigt op – og så at det var Dronning Margrethe, der var kommet med et lille følge.
De satte sig nogle borde fra os, og faktisk var der kun nogle sikkerhedsvagter imellem dem og os. Vi talte lidt om, at det er sjovt, at den slags kan ske i Danmark – og så går det op for os at de fire damer ved bordet ved siden af os er amerikanere, som slet ikke har nogen idé om, hvad der sker.
Vi syntes, at de skulle vide, at de var på café med dronningen, så vi henvendte os diskret til dem, og forklarede hvem der er kommet. ”Nej, hvor spændende,” sagde en af damerne, og fortsatte: ”Hvem af dem er dronningen?”
Dronning Margrethe så nemlig så almindelig ud, og opførte sig så almindeligt, at amerikanerne ikke umiddelbart kunne vide, hvem hun var. Det fik vi forklaret dem – og de fire damer havde fået en god historie med videre på deres rejse gennem Europa.
Mange har hørt, men kender ikke…
På en måde ligner den situation lidt det forhold, som mange mennesker har til Jesus. De har måske hørt om ham, men de genkender ham ikke, når han er der.
Det er måske slet ikke så mærkeligt, for mens han gik på jorden, lignede han ikke en konge, og han opførte sig heller ikke som en. Han var så almindelig og nærmest én, man ikke lagde mærke til. Han blev født i en stald og voksede op som tømrersøn i Nazaret.
Da han begyndte sin tjeneste og underviste skarerne, blev de forbavsede over ham. ”Og han kom til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?«” (Mat 13:53-56)
De genkendte ikke, at han var Guds søn og konge over universet, for han var så almindelig. Men Jesus var konge, også selvom han var helt anderledes end det, som hans samtidige håbede på og forventede.
Han kom ikke for at smide romerne ud. Han kom ikke for at føre krig. Han kom ikke for at opmuntre til vold. Han kom ikke for at føre Israel tilbage til fortidens storhedstid.
Han var virkelig en befrier, men ikke i rollen som en krigskonge – tværtimod er han fredskongen.
Et helt andet rige
Han kom for at proklamere, at med ham var et nyt rige kommet. Ikke et rige der kan måles op med geografiske grænser, men et åndeligt rige. En ny tid, hvor meget af det gamle bliver vendt på hovedet. Jesus er konge i Guds Rige – og de gode nyheder er, at han inviterer dig og mig til at være borgere i det rige, hvis vi vil bekende os til ham som kongen – Guds søn.
Der er stadig mange, som ikke kender og genkender Jesus som konge. De har måske andre forventninger til ham eller genkender ham bare slet ikke, fordi han virker så almindelig. Vil du være med til at pege på ham og gøre sandheden om han kendt?
Ugens prædiken er fra netkirken.dk
Søndagens tekst: Matt. 16:13-26
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
Peters åbenbaring om Jesus som Messias
13Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?«
14»Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,« svarede de. »Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.«
15»Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?«
16Simon Peter svarede: »Du er Messias, Guds egen Søn!«
17»Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,« sagde Jesus, »for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! 18Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter, og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen vil aldrig kunne få magten over den. 19Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.«
20Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias. 21Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag ville blive oprejst fra de døde.
22Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. »Gud vil beskytte dig, Herre,« sagde han. »Det vil aldrig ske for dig.«
23Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: »Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.«
24Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: »De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.25De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 26Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl?