Skal krokodillerne vinde?

Hun kommer gående langs kanalen. På et splitsekund dukker en krokodille op af vandet, åbner gabet og flår hende. Hun spræller forgæves, men bliver ædt levende og forsvinder, næsten før det er begyndt….

Skrækscenariet var Monas følgesvend hver gang vi skulle ud.
Hun fortæller: ”Jeg var splittet mellem to verdener: Frygt og en længsel efter frihed. De første gange på gademission talte jeg ikke med ét eneste menneske, men indgik en aftale om at give mig selv og gaden en chance. Ellers ville det være frygten, som bestemte. Langsomt, men sikkert forvandlede glubske krokodiller sig til en sød, ældre dame med rollator, Anton på otte år, som var bange for at dø, og Frederik på tyve år, hvis største ønske var at få en professionel kontrakt med FCK. Da jeg havde bedt for sidstnævnte, gav han en uforbeholden krammer.”

Ingen af os i Gadekirken er fødte gadedisciple, som med stor veltalenhed træder ind i folk med træsko på. Alle er beklemte første gang de prøver noget nyt, ligesom den første dag i skolen. Nervøsitet ændres til en indre sikkerhed, når man gentagne gange står i nærmest identiske situationer.

Gadekirkens struktur og faste rammer giver en tryghed, som de fleste trives med. Vi er ude i mission på de samme tidspunkter og steder hver uge. Som ny gadediscipel følger du altid en erfaren og er flue på væggen, indtil du har lyst til at byde ind. Små skridt uden præstationskrav. John G. Lake, siger: ”Det er hurtigere at handle sig til tro end at tro sig til handling.”

Alle ved, at kroppen reagerer på frygt. Hjertet banker hurtigere, blodtrykket stiger, man sveder, og adrenalinet pumper. Det kan der være en naturlig forklaring på, hvis jeg reelt er i fare i trafikken eller er ved at drukne.

Når jeg bevæger mig udenfor min komfortzone, og kroppen reagerer på samme måde, kommer skrækscenariet ikke fra Gud. Skal jeg give frygten ret eller træde ud i frihed? Der findes desværre ingen mellemvej. Det er et enten/eller.