Opløftende punk rock med kant
Siden jeg for to år siden faldt over en demo fra ’A Broken Line’, har jeg tålmodigt ventet på en album fra dem. Nu er det her endeligt, og jeg er glad for at kunne sige, at det har været ventetiden værd.
Hvis du ligesom mig er vokset op med at lytte til bands som Rancid og Less Than Jake, så vil den lyd A Broken Line leverer straks lyde bekendt. De blander god gammeldags pop-punk med energiske ska-toner og tilføjer af og til et strejf af metal. Det bunder alt sammen ud i et rigtig solidt album, som giver lyst til at synge med.
Selvom albummets lyrik byder på en god håndfuld ”Na-Na-Na-Naaa” og ”Woooooo”-sektioner, som man normalt forbinder med denne slags punk, så er der ikke nogen mangel på budskab i bandets sangskrivning.
Sange som ’Alive on the 111’ opfordrer lytteren til ikke at lade den moderne verdens overfladiskhed og mangel på empati slå én ud. Samtidigt minder sange som ’La Segunda Sombra’ os om, at den største fare for vores indre passion er vores egen apati.
Udover disse opgør med negative indflydelser er der også masser af håb i disse sange. For eksempel slutter sangen ’The Enemy is Within When the Heart is Without’ af med disse linjer:
”You got the voice of the Lord ringing in your ears
Despite your best efforts the answer appears:
There’s hope.”
Og det er i bund og grund det, hele albummet handler om: Håb.
A Broken Line har leveret et utroligt lovende debutalbum, som udover at lande på et tørt sted i den kristne punkscene også gør en sulten efter mere. Jeg er meget spændt på at se, hvad fremtiden byder på for dette band. Men hvis det er i samme kvalitet som deres debut, vil det helt klart være værd at vente på.
Joey Lønsmann Jensen